B 158 Forslag til folketingsbeslutning om at bringe rigsfællesskabet mellem Danmark og Færøerne til ophør.

Af: Frank Dahlgaard (UFG)
Samling: 2000-01
Status: Bortfaldet
Efter 1.beh henvist til 21-mands-udvalget vedrørende Færøerne (FÆU).

Beslutningsforslaget opfordrede regeringen til at tage en række initiativer med henblik på at bringe rigsfællesskabet mellem Danmark og Færøerne til ophør senest ved udgangen af 2005.

Af bemærkningerne til beslutningsforslaget fremgik det, at forslagsstilleren mente, at de sidste års begivenheder havde vist, at Færøerne ønskede selvstændighed, men at de økonomiske tilskud fra Danmark afholdt Færøerne fra at frigøre sig fra rigsfællesskabet med Danmark.

Hidtil havde budskabet fra Danmark været, at Færøerne selv skulle træffe beslutningen om at udtræde af rigsfællesskabet. Forslagsstilleren ønskede med beslutningsforslaget at ændre denne politik, således at Danmark selv skulle træffe beslutningen om at bringe rigsfællesskabet mellem Danmark og Færøerne til ophør. En sådan beslutning ville i øvrigt ikke kræve en ændring af grundloven.
Partiernes ordførere
Sonja Mikkelsen (S), Frank Dahlgaard (UFG), Pia Larsen (V), Per Stig Møller (KF), Birthe Skaarup (DF), Peter Duetoft (CD), Jette Gottlieb (EL) og Jann Sjursen (KrF)