B 15 Forslag til folketingsbeslutning om hårdere straffe for voldtægt.

Samling: 2000-01
Status: Bortfaldet
Efter 1.beh henvist til Retsudvalget (REU).

Beslutningsforslaget opfordrede regeringen til at tage initiativ til en lovændring, der skulle skærpe strafniveauet for voldtægt.

Lovændringen skulle for det første sikre en generel hævelse af strafniveauet med henblik på, at gennemsnitsstraffen kom op på omkring 18 måneders fængsel.

For det andet skulle der indføres en minimumsstraf på 1 års fængsel, når voldtægtsofferet ikke var fyldt 18 år.

Forslagsstillerne ønskede at skabe en mere effektiv beskyttelse af primært kvinder ved at indføre hårdere straffe. Voldtægt var efter forslagsstillernes opfattelse en så alvorlig forbrydelse og så krænkende for offeret, at straffen burde være på linje med andre grove personfarlige forbrydelser.

I bemærkningerne henviste forslagsstillerne til, at strafniveauet i voldtægtssager var faldet siden midten af 1980'erne.
Partiernes ordførere
Sandy Brinck (S), Birthe Rønn Hornbech (V), Helge Adam Møller (KF), Anne Baastrup (SF), Elisabeth Arnold (RV), Peter Skaarup (DF), Sonja Albrink (CD), Søren Søndergaard (EL), Jann Sjursen (KrF) og Tom Behnke (FRI)