L 272 Forslag til lov om ændring af lov om radio- og fjernsynsvirksomhed.

(Spredning af lydprogrammer i trafikanlæg, fordeling af DR's og TV 2's digitale programmer i fællesantenneanlæg, afskæring af klageadgang til Kulturministeriet i »must carry«-sager, præcisering af bestemmelser om DR's og TV 2's regnskabsudarbejdelse, krav om europæiske programmer i lokal-tv udsendt i netværk, hjemmel til fastsættelse af inhabilitetsregler for lokale radio- og fjernsynsnævn og forbud mod privat besiddelse af piratdekodere m.v.).

Af: Kulturminister Elsebeth Gerner Nielsen (RV)
Samling: 1999-00
Status: Stadfæstet
Efter 1.beh henvist til Kulturudvalget (KUU).

Efter 2.beh direkte overgang til 3.beh.

Med loven indføres bl.a. begrænsning i fællesantenneanlægs forpligtelse til at fordele DR's og TV 2's digitale programmer, hjemmel til fastsættelse af regler om europæiske programmer i lokal-tv og forbud mod privat besiddelse af piratdekodere.

Det fremgik af bemærkningerne til forslaget, at formålet med hovedpunkterne var at sikre, at digitaliseringen af fællesantenneanlæg blev efterspørgselsstyret. Med henblik på at undgå konkurrenceforvridning var det endvidere hensigten, at kulturministerens hjemmel til at fastsætte regler om andelen af europæiske programmer i lokal-tv udsendt i netværk skulle udmøntes på samme måde som den tilsvarende hjemmel vedrørende øvrige danske tv-stationers programvirksomhed.

Endelig skulle forbudet mod piratdekodere m.v. udstrækkes til også at omfatte privat besiddelse, fordi det havde vist sig, at det gældende forbud mod at fremstille, importere og omsætte dekodere i erhvervsmæssigt øjemed ikke var tilstrækkeligt til at sætte en stopper for piratvirksomheden.

Lovforslaget vedtaget med 102 stemmer (S, V, KF, SF, DF, CD, RV, EL, FRI og Frank Dahlgaard (UP)); 2 (KRF) stemte hverken for eller imod.
Partiernes ordførere
Jytte Wittrock (S), Jens Rohde (V), Ole Donner (DF), Knud Erik Kirkegaard (KF), Aage Frandsen (SF), Henrik Svane (RV), Peter Duetoft (CD), Tove Videbæk (KrF) og Kim Behnke (FRI)