L 202 Forslag til lov om ændring af lov om strukturforanstaltninger vedrørende fiskerisektoren.

(Ændring af EU-medfinansierede tilskudsordninger og ordningen for yngre fiskere).

Af: Fødevareminister Ritt Bjerregaard ()
Samling: 1999-00
Status: Stadfæstet
Efter 1.beh henvist til Udvalget for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri (FLF).

Efter 2.beh direkte overgang til 3.beh.

Ved loven ændres og suppleres de gældende støttebestemmelser for fiskerierhvervet under hensyn til de ændringer, der er foretaget i Rådets forordninger nr. 2792/99/EF og 1263/99/EF. Med loven skabes hjemmel til at gennemføre følgende nye foranstaltninger til støtte for fiskeriet:

- Investeringer i anlæg i fiskerihavne,
- nyskabende og udviklende projekter, herunder aktioner iværksat af erhvervet,
- støtte til gennemførelse af tekniske restriktioner med hensyn til bestemte redskaber eller fangstmetoder.

Envidere ændres ordningen om ydelse af førstegangsanskaffelseslån til yngre fiskere.

Det fremgik af bemærkningerne til lovforslaget, at der for den kommende strukturfondsperiode 2000-2006 var behov for at uddybe og supplere de gældende nationale støtteforanstaltninger for fiskerierhvervet på grund af ændrede EU-regler.

Forordningernes anvendelse i den danske fiskerisektor skulle udmøntes i et sektorprogram for strukturinterventioner i fiskerisektoren for perioden 2000-2006. Ordningerne i lovforslaget skulle sammen med fiskerisektorprogrammet medvirke til en fortsat udvikling af en bæredygtig produktion af varer af høj kvalitet samt fremme investeringer i bedre arbejsmiljø- og sikkerhedsforhold.

Lovforslaget fik sin endelige udformning efter vedtagelse af et ændringsforslag fra regeringen om støtte i form af en engangsydelse til fiskere under 35 år, der for første gang erhverver ejendomsret til et fiskerfartøj eller en andel heraf.

Lovforslaget vedtaget med 100 stemmer (S, V, KF, SF, DF, CD, RV, KRF, FRI og Frank Dahlgaard (UP)) mod 3 (EL).
Partiernes ordførere
Ole Vagn Christensen (S), Mariann Fischer Boel (V), Svend Aage Fauerholdt (DF), Henning Grove (KF), Kristen Touborg (SF), Vibeke Peschardt (RV), Annie Lunde Hansen (CD) og Jette Gottlieb (EL)