Under forhandlingen fremsattes følgende:
Forslag til vedtagelse:
V 41. Af Søren Søndergaard (EL) og Holger K. Nielsen (SF).
Fremsat ............. FF 3368
Bortfaldet ............. FF 3389
V 42. Af Henning Gjellerod (S), Jens Hald Madsen (V), Pia Christmas-Møller (KF), Ebbe Kalnæs (CD), Jørgen Estrup (RV) og Jann Sjursen (KRF).
Fremsat ............. FF 3369
Vedtaget ................ FF 3389
V 43. Af Peter Skaarup (DF).
Fremsat ............. FF 3381
Bortfaldet ............. FF 3389
Fuld tekst:
V 41. Af Søren Søndergaard (EL) og Holger K. Nielsen (SF):
»Folketinget fordømmer skarpt det russiske militære angreb på Tjetjenien, overgrebene på civilbefolkningen og bruddet på fredsaftalen af 1996.
Folketinget opfordrer regeringen til i alle relevante internationale fora at arbejde for initiativer, som kan bidrage til krigens ophør, herunder
- at arbejde for, at lån fra internationale finansinstitutioner til Rusland indstilles,
- at enhver form for bilateral og multilateral bistand, som ikke er af demokratiopbyggende eller humanitær karakter indstilles,
- at arbejde for handelssanktioner mod Rusland, herunder stop for import af olie og naturgas, og
- at støtte alle sanktioner, som EU, Europarådet, OSCE og FN anbefaler.
Folketinget opforder den danske delegation ved Europarådet til at arbejde for, at Rusland suspenderes fra Europarådets arbejde, så længe krigen varer.
Folketinget opfordrer den danske regering til at fortsætte og øge den humanitære støtte til ofrene for det russiske regimes krig.«
V 42. Af Henning Gjellerod (S), Jens Hald Madsen (V), Pia Christmas-Møller (KF), Ebbe Kalnæs (CD), Jørgen Estrup (RV) og Jann Sjursen (KRF):
»Folketinget tager regeringens redegørelse om krigen i Tjetjenien til efterretning og fordømmer skarpt den russiske magtanvendelse mod civilbefolkningen og Ruslands brud på fredsaftalen af 1996.
Folketinget opfordrer regeringen til fortsat at arbejde aktivt i alle internationale sammenhænge for initiativer, der kan bidrage til at få krigen bragt til ophør, herunder at arbejde for iværksættelse af sanktioner, som EU, Europarådet, OSCE og FN anbefaler.
Folketinget opfordrer delegationen ved Europarådet til at overveje konsekvenser vedrørende Ruslands medlemskab af Europarådet og delegationen ved OSCE til at tage initiativ til en særskilt debat om Ruslands forhold til denne organisation. Formålet med initiativerne skal være at få de russiske myndigheder til
- at standse de væbnede styrkers uforholdsmæssige og vilkårlige magtanvendelse mod den tjetjenske befolkning
- at påbegynde en politisk dialog med de folkevalgte tjetjenske repræsentanter med henblik på at finde en fredelig og varig løsning på konflikten
- at sikre overholdelse af menneskerettighederne og andre internationale humanitære
principper i henhold til de forpligtelser, som Rusland har påtaget sig inden for Europarådet, OSCE og FN, herunder Genèvekonventionen
- at tilvejebringe den nødvendige humanitære bistand til de mange internt fordrevne samt skabe sikre forhold for de internationale nødhjælpsorganisationer.
De tjetjenske myndigheder opfordres til
- at respektere humanitære regler og principper
- at fordømme og bekæmpe terrorisme og
- at medvirke til genoptagelse af den politiske dialog.«
V 43. Af Peter Skaarup (DF):
»Folketinget pålægger regeringen at stille sig til rådighed som mægler i konflikten mellem Rusland og de tjetjenske oprørere med henblik på at bringe konflikten til ophør.«
Afstemning:
V 42 vedtaget med 80 stemmer (S, V, KF, SF, CD, RV, KRF, FRI og Frank Dahlgaard (UP)); 12 (DF og EL) stemte hverken for eller imod.
V 41 og V 43 var dermed bortfaldet.