L 39 Forslag til lov om indfødsrets meddelelse.

Af: Justitsminister Frank Jensen (S)
Samling: 1998-99
Status: Stadfæstet
Efter 1. beh henvist til Indfødsretsudvalget (IFU).

Efter 2. beh henvist til fornyet beh i Indfødsretsudvalget (IFU).

Loven meddeler indfødsret til 2.224 personer. For 446 personers vedkommende sker det dog på betingelse af, at de senest den 30. april 2001 er løst fra deres hidtidige statsborgerskab.

Endvidere indebærer loven, at de ovenfor nævnte personers børn under 18 år erhverver dansk indfødsret som bipersoner, jf. § 6, stk. 2, i lov om dansk indfødsret, medmindre det udtrykkeligt er bestemt, at barnet ikke skal være omfattet af forældrenes erhvervelse af indfødsret.

Lovforslaget var det første af i alt tre lovforslag om indfødsrets meddelelse, som justitsministeren forventede at fremsætte i dette folketingsår.

På lovforslaget var oprindelig opført 2.237 personer. I udvalgets betænkning af 26. november 1998 stillede justitsministeren ændringsforslag om, at 13 personer skulle udgå af lovforslaget, fordi de ikke opfyldte de generelle krav, som Folketinget havde fastsat for naturalisation. Ændringsforslaget blev vedtaget ved anden behandling.

Lovforslaget vedtaget med 103 stemmer (S, V, KF, SF, CD, RV, EL og KRF) mod 11 (DF og FP).
Partiernes ordførere
Dorte Bennedsen (S), Gyda Kongsted (V), Frank Dahlgaard (KF), Pernille Frahm (SF), Inge Refshauge (DF), Søren Søndergaard (EL) og Thorkild B. Fransgaard (FP)