L 231 Forslag til lov om indfødsrets meddelelse.

Af: Justitsminister Frank Jensen (S)
Samling: 1998-99
Status: Stadfæstet
Efter 1. beh henvist til Indfødsretsudvalget (IFU)

Efter 2. beh direkte overgang til 3. beh.

Loven meddeler indfødsret til 1.376 personer. For 297 personers vedkommende sker det dog på betingelse af, at de senest den 30. april 2001 er løst fra deres hidtidige statsborgerskab. Endvidere indebærer loven, at de ovenfor nævnte personers børn under 18 år erhverver dansk indfødsret som bipersoner, jf. § 6, stk. 2, i lov om dansk indfødsret, medmindre det udtrykkeligt er bestemt, at barnet ikke skal være omfattet af forældrenes erhvervelse af indfødsret.

Lovforslaget var det tredje af i alt tre lovforslag om indfødsrets meddelelse, som justitsministeren forventede at fremsætte i dette folketingsår.

På lovforslaget var oprindelig opført 1.386 personer. I udvalgets betænkning af 12. maj 1999 stillede justitsministeren ændringsforslag om, at 10 personer skulle udgå af lovforslaget, fordi de ikke opfyldte de generelle krav, som Folketinget havde fastsat for naturalisation. Ændringsforslagene blev vedtaget ved 2. behandling.

Lovforslaget vedtaget med 97 stemmer (S, V, KF, SF, CD, RV, EL og KRF) mod 11 (DF og FP).
Partiernes ordførere
Dorte Bennedsen (S), Gyda Kongsted (V), John Vinther (KF), Pernille Frahm (SF), Peter Skaarup (DF), Henrik Svane (RV), Arne Melchior (CD), Pernille Rosenkrantz-Theil (EL), Tom Behnke (FP) og Børge Klit Johansen (KrF)