L 140 Forslag til lov om ændring af lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, lov om social service og forskellige andre love.

(Regler om mellemkommunal refusion, om særligt supplerende tilskud til orlovsydelse til enlige forældre og om forlængelse af Dagpengeudvalget).

Af: Socialminister Karen Jespersen (S)
Samling: 1998-99
Status: Stadfæstet
Efter 1. beh henvist til Socialudvalget (SOU).

Efter 2. beh direkte overgang til 3. beh.

Loven indeholder:
- nye regler om mellemkommunal refusion for udgifter efter lov om social service, lov om social pension og lov om aktiv socialpolitik,
- indførelse af et særligt supplerende tilskud til orlovsydelse til enlige forældre, der er nødt til at tage børnepasningsorlov på grund af manglende pasningsmuligheder,
- forlængelse af Dagpengeudvalget til den 31. maj 1999.

Af bemærkningerne til lovforslaget fremgik det, at forslagets ændringer i reglerne om mellemkommunal refusion blev fremsat på baggrund af, at en række kommuner havde påpeget uhensigtsmæssige konsekvenser af de ændrede regler vedrørende mellemkommunal refusion, som var trådt i kraft den 1. juli 1998. Ændringerne byggede på forslag fra en arbejdsgruppe med repræsentanter fra Kommunernes Landsforening, Københavns og Frederiksberg Kommuner, Amtsrådsforeningen og Indenrigsministeriet.

Forslaget om indførelse af et særligt supplerende tilskud til enlige forældre på børnepasningsorlov blev fremsat for at fastholde enlige forældres tilknytning til arbejdsmarkedet ved at sikre disse forældre en ydelse under orlov, der svarede til kontanthjælpens forsørgersats.
Forslaget om at forlænge Dagpengeudvalget blev fremsat på baggrund af et stort antal klagesager, som var indkommet til Dagpengeudvalget i første halvdel af 1998.

Lovforslaget vedtaget enstemmigt med 108 stemmer.
Partiernes ordførere
Peder Sass (S), Charlotte Antonsen (V), John Vinther (KF), Villy Søvndal (SF), Inge Refshauge (DF), Anders Samuelsen (RV), Tom Behnke (FP) og Ole M. Nielsen (KrF)