Foretaget sammen med F 13.
Ministre: Statsministeren (Poul Nyrup Rasmussen) og økonomiministeren (Marianne Jelved).
Under forhandlingerne fremsattes følgende:
Forslag til vedtagelse:
V 10. Af Jacob Buksti (S) og Elisabeth Arnold (RV).
Fremsat ............... FF 2074
Vedtaget ............... FF 2120
V 11. Af Kristian Thulesen Dahl (DF).
Fremsat ............... FF 2083
Bortfaldet .............. FF 2121
V 12. Af Pernille Frahm (SF).
Fremsat ............... FF 2102
Bortfaldet .............. FF 2121
V 13. Af Keld Albrechtsen (EL).
Fremsat ............... FF 2109
Bortfaldet .............. FF 2121
Fuld tekst:
V 10. Af Jacob Buksti (S) og Elisabeth Arnold (RV):
»Folketinget konstaterer, at det valutariske samarbejde i Europa går ind i en ny fase med etableringen af eurosamarbejdet for de 11 EU-medlemslande fra 1. januar 1999.
Der er derfor behov for at fastholde og videreføre en grundig og nuanceret debat om indholdet af eurosamarbejdet og konsekvenserne for bl.a. Danmark.
Folketinget opfordrer regeringen til løbende at fremlægge oplysninger og vurderinger af eurosamarbejdets udvikling, herunder at belyse fordele og ulemper for Danmark i forhold til forskellige former for tilknytning til eurosamarbejdet.«
V 11. Af Kristian Thulesen Dahl (DF):
»Idet Folketinget konstaterer, at 11 EU-lande fra 1. januar 1999 fjerner deres nationale valutaer til fordel for euroen, samt at den danske befolkning har truffet beslutning om, at Danmark ikke skal fjerne sin egen valuta - kronen - til fordel for euroen, fastslås det,
- at dansk tilslutning til euroen alene kan ske efter forudgående dansk folkeafstemning,
- at euroen indebærer en høj grad af ikke blot økonomisk integration for de deltagende lande, men også en høj grad af politisk integration,
- at der i europrojektet er ubelyste risici, som kan gøre det til en fordel for Danmark at stå uden for samarbejdet,
- at der mellem Danmark og eurolandene er indgået en valutaaftale, samt
- at Folketinget ikke ser nogen grund til at foreslå afholdt en ny folkeafstemning om Danmarks forhold til euroen.«
V 12. Af Pernille Frahm (SF):
»Idet Folketinget henviser til,
- at de danske undtagelser er udtryk for en ny langsigtet dansk Europapolitik, og
- ERM-2-aftalen, som blandt andet sikrer Danmark et bånd på +/- 2,25 pct. ved valutakursudsving i forhold til euroen,
konstaterer Folketinget, at der ikke er behov for at ændre ved den danske undtagelse i forhold til ØMU'ens tredje fase.
Folketinget opfordrer i stedet regeringen til at arbejde for en økonomisk politik i Europa, som reducerer arbejdsløsheden og forbedrer miljøet. Der skal i særlig grad arbejdes for,
- at EU's medlemslande tilskyndes til at føre en politik, der nedbringer arbejdsløsheden,
- at EU - f.eks. gennem brug af EU's strukturfonde - i samarbejde med medlemsstaterne øger den grønne beskæftigelse i Europa, herunder bidrager til den nødvendige udbygning af jernbanenettet og den vedvarende energi,
- at der i EU fastsættes en fælles mindstesats på et højt niveau for selskabsskatten, og
- at der i EU fastsættes en fælles mindstesats for en række miljøafgifter, herunder en CO2-afgift på erhvervslivet.«
V 13. Af Keld Albrechtsen (EL):
»Idet Folketinget konstaterer, at Danmark nu og i fremtiden står uden for den fælles mønt, euroen, opfordrer Folketinget regeringen til at ophæve ERM-2-valutaaftalen med EU's Centralbank.«
Afstemning:
V 10 vedtaget med 81 stemmer (S, V, KF, SF, CD, RV og KRF) mod 13 (DF, EL og FP).
V 11, V 12 og V 13 var dermed bortfaldet.