B 95 Forslag til folketingsbeslutning om mærkning af gensplejsede fødevarer.

Af: Jørn Jespersen (SF) , Jes Lunde (SF) og Malene Vestergård (SF)
Samling: 1998-99
Status: Bortfaldet
Efter 1. beh henvist til Udvalget for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri (FLF).

Ved beslutningsforslaget blev regeringen opfordret til at arbejde for, at alle fødevarer, som var fremstillet direkte eller indirekte ved hjælp af genetisk modificerede organismer, blev tydeligt mærket i forbrugerleddet, så forbrugernes frie valg blev sikret.

Det fremgik af bemærkningerne, at baggrunden for at fremsætte beslutningsforslaget var, at der var udbredt modstand mod genetisk modificerede organismer i den europæiske befolkning, og at dette ikke blot skyldtes sundhedsmæssige betænkeligheder, men også frygt for konsekvenserne af selve produktionsformen, herunder langsigtede miljøkonsekvenser, afhængighed og tab af biodiversitet.
Partiernes ordførere
Margot Torp (S), Mariann Fischer Boel (V), John Vinther (KF), Jørn Jespersen (SF), Christian H. Hansen (DF), Vibeke Peschardt (RV), Annie Lunde Hansen (CD) og Frank Aaen (EL)