B 69 Forslag til folketingsbeslutning om forbud mod provokeret abort på levedygtige fostre.

Samling: 1998-99
Status: Bortfaldet
Efter 1. beh henvist til Retsudvalget (REU).

Beslutningsforslaget opfordrede regeringen til at fremsætte forslag til ændring af lov om svangerskabsafbrydelse indeholdende et forbud mod provokeret abort på levedygtige fostre.

Det fremgik af bemærkningerne, at baggrunden for beslutningsforslaget var de seneste års debat om de såkaldte sene aborter, der foretages efter udgangen af 12. graviditetsuge. Debatten har i særlig grad drejet sig om de aborter, hvor der ville være en mulighed for, at fosteret kunne have overlevet, hvis det var kommet til verden ved en ekstrem tidlig fødsel, og i disse situationer ønskede forslagsstillerne rettigheder for fostrene og ikke som nu udelukkende for kvinderne.
Partiernes ordførere
Dorte Bennedsen (S), Birthe Rønn Hornbech (V), Henriette Kjær (KF), Anne Baastrup (SF), Birthe Skaarup (DF), Elisabeth Arnold (RV), Sonja Albrink (CD), Søren Søndergaard (EL), Tom Behnke (FP) og Jann Sjursen (KrF)