L 54 Forslag til lov om ligebehandling af mænd og kvinder inden for de erhvervstilknyttede sikringsordninger.

Af: Økonomiminister Marianne Jelved (RV)
Samling: 1997-98 (1. samling)
Status: Stadfæstet
Titel ændret 5/2 98 fra: Forslag til lov om ligebehandling af mænd og kvinder inden for de erhvervstilknyttede sikringsordninger og om ændring af lov om ligestilling mellem mænd og kvinder.

Efter 1. beh henvist til Erhvervsudvalget (ERU).

Efter 2. beh direkte overgang til 3. beh.

Loven indebærer, at der for fremtidige medlemmer i de ikkelovbestemte erhvervstilknyttede sikringsordninger, dvs. arbejdsmarkedspensionsordninger, gælder det krav, at såvel bidrag som ydelse skal være ens for mænd og kvinder (fælleskønsgrundlag). Derudover må der ikke gøres forskel på mænd og kvinder vedrørende pensionsordningernes anvendelsesområde, betingelserne for adgang til samt rettigheder og pligter i ordningerne.

Det fremgik af bemærkningerne, at forslaget havde til formål at sikre ligebehandling af mænd og kvinder i arbejdsmarkedspensionsordningerne.

Forslaget implementerede Rådets direktiv 86/378/EØF om ligebehandling af mænd og kvinder inden for de erhvervstilknyttede sociale sikringsordninger, som ændret ved Rådets direktiv 96/97/EF. Implementeringen af det første direktiv var forberedt ved betænkning nr. 1228 (oktober 1991) om »Pensionsmæssig ligebehandling af mænd og kvinder«.

Lovforslaget vedtaget enstemmigt med 107 stemmer.
Partiernes ordførere
Sonja Mikkelsen (S), Pia Larsen (V), Pernille Sams (KF), Kjeld Rahbæk Møller (SF), Annette Just (FP) og Bruno Jerup (EL)