B 26 Forslag til folketingsbeslutning om sikring af sunde levnedsmidler af høj kvalitet.

Samling: 1997-98 (1. samling)
Status: Bortfaldet
Efter 1. beh henvist til Udvalget for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri (FLF).

Beslutningsforslaget pålagde regeringen i samarbejde med landbrugserhvervet, fødevareindustrien og detailhandelen samt forbrugernes organisationer at udarbejde og fremlægge forslag, der kunne højne fødevarekvaliteten. Disse forslag skulle bl.a. fokusere på en begrænsning i brugen af tilsætningsstoffer og en udfasningsplan for brugen af antibiotiske vækstfremmere.

Det fremgik af bemærkningerne, at fremsættelsen af forslaget skulle ses på baggrund af, at der var mange eksempler på, at fødevarer indeholdt stoffer med helbredsskadelige virkninger, og at dette influerede negativt på den enkeltes livskvalitet og på de offentlige budgetter i form af øgede sundhedsudgifter.

Der måtte derfor fra politisk side tages initiativer, der kunne sikre sunde levnedsmidler af høj kvalitet, og som skulle tilstræbe en enkel og ubureaukratisk regulering og en bæredygtig balance mellem miljø- og sundhedshensyn og økonomiske forhold.
Partiernes ordførere
Tove Lindbo Larsen (S), Mariann Fischer Boel (V), Lene Espersen (KF), Jørn Jespersen (SF), Annette Just (FP), Jette Gottlieb (EL) og Ole Donner (DF)