L 174 Forslag til lov om ophævelse af lov om bidrag til udgifterne ved brandvæsenet i København og lov vedrørende den kommunale beskatning af faste ejendomme i Frederiksberg Kommune og om ændring af lov om beskatning til kommunerne af faste ejendomme og lov om kommunal udligning og generelle tilskud til kommuner og amtskommuner.

(Ophævelse af brandbidrag).

Af: Indenrigsminister Birte Weiss (S)
Samling: 1996-97
Status: Stadfæstet
Efter 1. beh henvist til Kommunaludvalget (KOU).

Efter 2. beh direkte overgang til 3 beh.

Loven indebærer, at den adgang, Københavns og Frederiksberg Kommuner som de eneste har til at opkræve særlige bidrag af faste ejendomme til delvis dækning af udgifterne ved de to kommuners brandvæsener, bortfalder. Udgifterne til brandvæsenet i de to kommuner skal herefter som for de øvrige kommuners vedkommende finansieres af kommunernes almindelige indtægter.

I tilknytning til bortfaldet af brandbidraget i Københavns Kommune forhøjes maksimum for kommunens grundskyldpromille dog i en overgangsperiode på 2 år, og for Frederiksberg Kommunes vedkommende sker bortfaldet af brandbidraget i form af en aftrapning over 4 år.

Det fremgik af bemærkningerne til lovforslaget, at de særlige, historisk betingede love om brandbidrag i Københavns og Frederiksberg Kommuner indebar et finansieringsgrundlag for brandvæsenet i de to kommuner, som adskiller sig fra, hvad der er gældende i landets øvrige kommuner, men at der efter nutidige forhold ikke var noget grundlag for at operere med en sådan forskel.

Lovforslaget vedtaget med 109 stemmer (S, V, KF, SF, RV, FP og DF) mod 6 (EL og CD).
Partiernes ordførere
Poul Erik Dyrlund (S), Else Winther Andersen (V), Torben Rechendorff (KF), Villy Søvndal (SF), Aage Brusgaard (FP), Frank Aaen (EL) og Poul Nødgaard (DF)