L 133 Forslag til lov om ændring af lov om frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien og retsplejeloven.

(Revision af psykiatriloven).

Af: Justitsminister Bjørn Rømer Westh (S)
Samling: 1996-97
Status: Bortfaldet
Efter 1. beh henvist til Retsudvalget (REU).

Lovforslaget indebar en forenkling af klageordningen i forbindelse med tvangsindgreb og bestemmelser om behandlingen af klager ved de lokale patientklagenævn og domstolene. Endvidere indeholdt lovforslaget bestemmelser om udskrivningsaftaler for de sindslidende, der har behov for en særlig behandlingsmæssig opfølgning efter udskrivning.

Endelig lagde lovforslaget op til en række ændringer og præciseringer, bl.a. med hensyn til den behandlingsansvarlige overlæges kompetence og adgangen til at tvangsbehandle legemlige lidelser hos sindslidende patienter samt med hensyn til tilbageførelse af bortgåede eller udeblevne patienter.

På baggrund af psykiatrilovens revisionsbestemmelse iværksatte Justitsministeriet en videnskabelig undersøgelse af lovens virkninger. Psykiatrilovundersøgelsen blev offentliggjort i august 1996 og har dannet grundlag for lovforslaget. Der blev dog også foreslået ændringer, som ikke var inspireret af psykiatrilovundersøgelsen.

Hovedformålet med lovforslaget var således at gennemføre de ændringer og tilpasninger, som erfaringerne med den gældende psykiatrilov fra 1989 har givet anledning til.
Partiernes ordførere
Lissa Mathiasen (S), Birthe Rønn Hornbech (V), Brian Mikkelsen (KF), Anne Baastrup (SF), Bjørn Elmquist (RV), Tom Behnke (FP), Bruno Jerup (EL), Peter Duetoft (CD) og Kristian Thulesen Dahl (DF)