F 52 Hvad kan regeringen oplyse om status for arbejdet i de to Codex Alimentarius-komiteer om henholdsvis pesticidrester i fødevarer og mærkning af fødevarer (møder i henholdsvis Haag den 7.-12. april og Ottawa den 15.-18. april) og om regeringens forhandlingslinje i dette arbejde?

Af: Jørn Jespersen (SF) , Steen Gade (SF) og Kristen Touborg (SF)
Til: Fødevareminister Henrik Dam Kristensen (S)
Samling: 1996-97
Status: Foretaget
Under forhandlingerne fremsattes følgende:

Forslag om motiveret dagsorden:

D 69. Af Jørn Jespersen (SF), Tove Lindbo Larsen (S), Jens Vibjerg (V), Lene Espersen (KF), og Vibeke Peschardt (RV).

Fremsat ................ FF 5192
Vedtaget ................ FF 5245

D 70. Af Bent Hindrup Andersen (EL).

Fremsat ................ FF 5204
Bortfaldet ............... FF 5245

Fuld tekst:

D 69. Af Jørn Jespersen (SF), Tove Lindbo Larsen (S), Jens Vibjerg (V), Lene Espersen (KF) og Vibeke Peschardt (RV):

»Idet Folketinget bekræfter beretningen fra Europaudvalget af 14. marts 1997 om behandlingen af WTOsager m.v. og udtrykker sine intentioner om løbende at følge det vigtige arbejde i Codex Alimentarius og organisationens komiteer med henblik på at arbejde for et højt globalt beskyttelsesniveau for miljø, sundhed og forbrugerhensyn, opfordres regeringen til

- som dansk politik at arbejde for, at levnedsmidler friholdes for pesticidrester, og at udarbejdelse af grænseværdier sker ud fra et forsigtighedsprincip

- at arbejde for, at de danske økologiregler med hensyn til tilsætningsstoffer, gødningsstoffer og pesticider fastholdes og danner udgangspunkt for de kommende regler fra Codex Alimentarius

- at arbejde for mærkningsregler, som sikrer, at forbrugerne kan træffe bevidste valg på et oplyst grundlag, såvel om produkternes bestanddele som om selve produktionsprocessen.

Tinget går herefter over til næste sag på dagsordenen.«

D 70. Af Bent Hindrup Andersen (EL):

»Idet Folketinget bekræfter beretningen fra Europaudvalget af 14. marts 1997 om behandlingen af WTOsager m.v. og udtrykker sine intentioner om løbende at følge det vigtige arbejde i Codex Alimentarius og organisationens komiteer med henblik på at arbejde for et højt (globalt) beskyttelsesniveau for miljø, sundhed og forbrugerhensyn, opfordres regeringen til

- at fastholde retten til at bevare og udbygge højere standarder for levnedsmidler end dem, der måtte fastlægges i Codex Alimentarius og i hele WTO-systemet uden nogen form for økonomisk sanktionering,

- at tage initiativ til en politisk debat om den danske Codex Alimentarius-komités sammensætning samt om offentlighedens indblik i komiteens arbejde,

- at sikre, at levnedsmidler friholdes for pesticidrester, og at udarbejdelse af grænseværdier sker ud fra et forsigtighedsprincip, som tager højde for kombinationseffekter, langtidsvirkninger på mennesker og for, at enhver tvivl kommer forbrugerne til gode,

- at sikre, at der ikke må anvendes genmodificerede organismer i økologiske fødevarer, og at dette forbud indarbejdes i kommende mærkningsregler fra Codex Alimentarius,

- at de danske økologiregler med hensyn til tilsætningsstoffer og pesticider fastholdes og løbende forbedres samt danner udgangspunkt for de kommende regler fra Codex Alimentarius,

- at sikre, at sundhedsanprisninger for fødevarer fortsat er forbudt, og at enhver form for vildledning af forbrugerne skal forhindres, og

- at arbejde for mærkningsregler, som sikrer, at forbrugerne kan træffe bevidste valg på et oplyst grundlag, såvel om produkternes bestanddele som om selve produktionsprocessen.

Tinget går herefter over til næste sag på dagsordenen.«

Afstemning:

D 69 vedtaget med 105 stemmer (S, V, KF, SF, RV og CD) mod 6 (FP og DF); 4 (EL) stemte hverken for eller imod.

D 70 var dermed bortfaldet.
Partiernes ordførere
Tove Lindbo Larsen (S), Jens Vibjerg (V), Lene Espersen (KF), Jørn Jespersen (SF), Vibeke Peschardt (RV), Bent Hindrup Andersen (EL) og Kristian Thulesen Dahl (DF)