L 79 Forslag til lov om ændring af konkursloven og visse andre love.

(Rationalisering og modernisering af konkursbehandlingen m.v.).

Af: Justitsminister Bjørn Rømer Westh (S)
Samling: 1995-96
Status: Stadfæstet
Efter 1. beh henvist til Retsudvalget (REU).

Efter 2. beh direkte overgang til 3. beh.

Loven indfører nye regler for et konkursbos administration. Bl.a. skal der straks efter, at konkursdekret er afsagt, udpeges en eller flere kuratorer, der har de fulde beføjelser til at behandle boet. Kurator tillægges endvidere en mere selvstændig stilling i forhold til skifteretten, som herefter i alt væsentligt bliver et klageorgan. Som følge af kurators øgede beføjelser stilles der større krav til dennes forsikringsforhold.

Endvidere indeholder loven regler om kreditorinformation og tilsyn, som pålægger kurator løbende at informere kreditorerne om boets økonomi m.m. og regulerer kreditorernes indflydelse på bobehandlingen.

Endelig indeholder loven en ny bestemmelse om udvidet adgang til at beskikke en advokat for en personlig skyldner.

Det fremgik af lovforslagets bemærkninger og den skriftlige fremsættelsestale, at det byggede på Justitsministeriets Konkurslovudvalgs betænkning nr. 1273/1994 om rationalisering og modernisering af konkursbehandlingen. Hovedformålet var at rationalisere og smidiggøre behandlingen af konkursboer, bl.a. således at bostyret kunne blive mere handlekraftigt, og således at kreditorerne kunne få mere information om og større indflydelse på bobehandlingen.

På baggrund af kurators øgede beføjelser lagde Retsudvalget i sin betænkning vægt på, at der ved udpegning af kurator ses nøje på egnethed og eventuelle habilitetsproblemer, og at anvendelse af revisorbistand i bobehandlingen burde være hovedreglen.

Lovforslaget vedtaget enstemmigt med 116 stemmer.
Partiernes ordførere
Lissa Mathiasen (S), Erling Oxdam (V), Gitte Seeberg (KF), Margrete Auken (SF), Bjørn Elmquist (RV), Frank Aaen (EL) og Tom Behnke (FP)