L 199 Forslag til lov om anpartsselskaber.

Af: Erhvervsminister Mimi Jakobsen (CD)
Samling: 1995-96
Status: Stadfæstet
Efter 1. beh henvist til Erhvervsudvalget (ERU).

Efter 2. beh direkte overgang til 3. beh.

Loven erstatter den hidtil gældende anpartsselskabslov fra 1973.

Kapitalkravet for anpartsselskaber ændres fra 200.000 kr. til 125.000 kr., og samtidig indføres skærpede regler om kapitaltab, ligesom der indføres lettere adgang til opløsning af et anpartsselskab i særlige tilfælde. Endelig gøres bestemmelserne om anpartsselskabers vedtægter og ledelsesforhold mere enkle, og i forbindelse hermed indføres en større aftalefrihed.

Af bemærkningerne til lovforslaget fremgik det, at det skulle ses som et resultat af de forenklingsovervejelser, som var udmøntet i Industriministeriets Fremtidssikringsudvalgs rapport fra 1988, Industriministeriets Selskabsretspanels betænkning nr. 1251 fra 1993 og anbefalingerne i »Rapport fra udvalget om lettelse af administrative byrder for nye, små og mellemstore virksomheder« fra 1995.

Gennem forenklinger skulle lovforslaget skabe bedre rammer for små og mellemstore virksomheder, herunder størst mulig aftalefrihed mellem anpartshavere, og mere logiske bestemmelser, som var tilpasset behovene hos den del af virksomhederne, der anvendte anpartsselskabsformen.

Lovforslaget skulle samtidig sikre, at der ikke herskede tvivl blandt selskabsdeltagerne om ansvar og retsstilling over for samhandelspartnere, kreditorer og offentlige myndigheder.

Lovforslaget vedtaget med 94 stemmer (S, V, KF, RV, EL, CD og DF) mod 14 (SF og FP).
Partiernes ordførere
Jacob Buksti (S), Svend Erik Hovmand (V), Kai Dige Bach (KF), Kjeld Rahbæk Møller (SF), Bjørn Elmquist (RV), Sonja Albrink (CD), Frank Aaen (EL), Kim Behnke (FP) og Kristian Thulesen Dahl (DF)