L 167 Forslag til lov om ændring af lov om erhvervsuddannelser med flere love.

(Skolepraktik).

Af: Undervisningsminister Ole Vig Jensen (RV)
Samling: 1995-96
Status: Stadfæstet
Efter 1. beh henvist til Uddannelsesudvalget (UDU).

Efter 2. beh direkte overgang til 3. beh.

Loven indarbejder reglerne om skolepraktik, jf. lovbekendtgørelse nr. 521 af 22. juni 1995 om skolepraktik, i loven om erhvervsuddannelser som en permanent ordning. Samtidig udvides skolepraktikordningen til også at omfatte elever, der uforskyldt har mistet en uddannelsesaftale som led i en erhvervsuddannelse. Endvidere vil elever, der opfylder kravet om afsluttet 2. skoleperiode gennem anden undervisning, kunne tilbydes skolepraktik.

Det fremgik af bemærkningerne til lovforslaget, at praktikpladsordningen tidligere er blevet forlænget, og at praktikpladssituationen var forbedret i både 1994 og 1995, idet antallet af uddannelsesaftaler steg, og antallet af praktikpladssøgende faldt. Disse forbedringer slog dog kun langsomt igennem for en række grupper, der kunne betragtes som udsatte, især etniske minoriteter, ældre praktikpladssøgende og nogle unge i større byområder.

Udvidelsen af skolepraktikordningen skulle især tilgodese målgruppen for den forstærkede ungeindsats, der gennem et aktiveringsforløb havde kvalificeret sig til fortsat uddannelse inden for erhvervsuddannelserne.

Lovforslaget vedtaget med 85 stemmer (S, KF, SF, RV, EL, CD og DF) mod 30 (V og FP).
Partiernes ordførere
Anne-Marie Meldgaard (S), Anders Mølgaard Jensen (V), Lene Espersen (KF), Aage Frandsen (SF), Elsebeth Gerner Nielsen (RV), Addi Andersen (CD), Jan Køpke Christensen (FP), Bruno Jerup (EL) og Poul Nødgaard (DF)