L 152 Forslag til lov om Skovskolen.

Af: Miljø- og energiminister Svend Auken (S)
Samling: 1995-96
Status: Stadfæstet
Efter 1. beh henvist til Miljø- og Planlægningsudvalget (MPU).

Efter 2. beh henvist til fornyet beh i Miljø- og Planlægningsudvalget (MPU).

Loven samler det eksisterende lovgrundlag for Skovskolen og gør det mere tidssvarende.

Der åbnes mulighed for, at skolen kan udvikle nye arbejdsområder og tilpasse uddannelserne efter nye behov, og navnet på skovteknikeruddannelsen ændres til skov- og landskabsingeniøruddannelsen. Endelig oprettes en bestyrelse, der i modsætning til det eksisterende Skovskoleråd kun skal behandle overordnede og strategiske forhold.

I oktober 1994 blev Skovskolen overført fra Landbrugs- og Fiskeriministeriet til Miljø- og Energiministeriet, og i den forbindelse blev skolens opgaver og organisation gennemgået.

Skolens administrationsgrundlag var loven om skovteknikeruddannelse fra 1966, som tog udgangspunkt i, at skolen uddannede skovteknikere. I dag er skolens virksomhed imidlertid betydelig mere omfattende, og på baggrund heraf blev det besluttet at fremsætte det foreliggende lovforslag, som tog højde for de behov for tilpasninger og ændringer, som præger alle uddannelser i dag.

Af bemærkningerne fremgik det, at den foreslåede titel blev begrundet med uddannelsens adgangskrav og varighed samt at uddannelsens betegnelse i international sammenhæng retfærdiggjorde denne ændring, men at det havde givet anledning til tvivl om uddannelsens teoriniveau. En konsekvens af dette var, at en evaluering af uddannelsen skulle igangsættes i et samarbejde mellem Miljø- og Energiministeriet og Undervisningsministeriet.

Lovforslaget vedtaget enstemmigt med 111 stemmer.
Partiernes ordførere
Helen Beim (S), Peter Hansen-Nord (V), Eva Bente Møller (KF), Anni Svanholt (SF), Elsebeth Gerner Nielsen (RV), Addi Andersen (CD), Bent Hindrup Andersen (EL) og Aage Brusgaard (FP)