B 76 Forslag til folketingsbeslutning om veterinær beskyttelse af dansk svineproduktion.

Samling: 1995-96
Status: Bortfaldet
Efter 1. beh henvist til Landbrugs- og Fiskeriudvalget (LFU).

I beslutningsforslaget blev regeringen opfordret til at sikre en veterinær beskyttelse af dansk svineproduktion i almindelighed og frilandsproduktion i særdeleshed inden for følgende områder:

- Stop for transport af husdyrgødning, slam og andet organisk affald over grænsen til Tyskland.

- Indførelse af veterinær zone i Danmark.

- Indførelse af regler for effektiv hegning, skiltning og afstand til offentlig vej for frilandsbesætninger.

- Information og kampagner til oplysning om spredning af svinepest.

Det var forslagsstillernes opfattelse, at ophævelsen af Danmark som veterinær zone, den frie handel med levende dyr, transport af gødning og slam over grænsen og et manglende regelsæt for frilandsproduktion udgjorde en unødvendig trussel mod svineproduktionen i Danmark.
Partiernes ordførere
Eva Birgitte Fatum (S), Christian Mejdahl (V), Kent Sand Kirk (KF), Kristen Touborg (SF), Bent Hindrup Andersen (EL) og Niels Højland (FP)