Beh sammen med L 210, L 211, L 212, L 213, L 214, L 215, L 216, L 206, L 207, L 208 og L 201.
Efter 1. beh henvist til Skatteudvalget (SAU).
Efter 2. beh direkte overgang til 3. beh.
Ved lovene om grønne afgifter for erhvervene fastsættes følgende regler:
For lette processer stiger afgiftsbelastningen fra 1997 med 10 kr. pr. t CO2 årligt indtil år 2000. Det sker rent teknisk ved en nedsættelse af godtgørelsen fra de nuværende 50 pct. til 40 pct. i 1997, faldende til 10 pct. i år 2000.
Afgiftsbelastningen for energitunge processer optrappes med 5 kr. pr. t CO2 pr. år indtil år 2000. Det sker teknisk ved, at tilbagebetalingen for disse processer aftrappes fra 95 pct. i 1996 til 75 pct. af afgiften i år 2000. Ved at indgå aftale med Energistyrelsen om energieffektivisering har virksomhederne mulighed for at få tilskud, så afgiften nedsættes mærkbart.
Godtgørelsen af afgift på energiprodukter anvendt til rumopvarmning i momsregistrerede erhverv ophæves gradvis i løbet af årene 1996-1998. Fra og med 1998 vil energi anvendt til rumopvarmning således blive belastet med samme afgift, uanset om energien anvendes af husholdningerne eller af erhvervene.
Der indføres afgift på naturgas og bygas samt på svovl. Et forslag om afgift på brændstof, der forbruges af færger og luftfartøjer i indenrigsfart (L 214), er ikke vedtaget.
En del af merprovenuet som følge af afgiften på rumopvarmning, kuldioxidafgiften og svovlafgiften tilbageføres til erhvervene gennem nedsættelse af arbejdsgivernes arbejdsmarkedsbidrag. Da tilbageførslen også omfatter ikkemomsregistrerede virksomheder, der ikke belastes nævneværdigt af afgifterne, er der gennemført en modsvarende korrektion i lønsumsafgiftsloven.
Det samlede kompleks af grønne afgifter skal notificeres for Europa-Kommissionen i medfør af EU's statsstøtteregler. Kommissionens godkendelse skal foreligge, før lovene kan sættes i kraft.
Lovforslagene L 209-L 216 var en del af regeringens samlede afgifts- og aftaleinitiativ over for erhvervene på energiområdet. Hensigten med afgiftspakken var at sikre opfyldelsen af den målsætning om en reduktion af CO2-udledningen, som er indeholdt i handlingsplanen »Energi 2000«.
Ud over L 209-L 216 indgik L 201 og L 206-L 208 i initiativet.
Lovforslaget vedtaget med 70 stemmer (S, SF, RV, EL og CD) mod 54 (V, KF og FP).