B 11 Forslag til folketingsbeslutning om eftervederlag, pension m.v. for ministre.

Af: Aage Frandsen (SF) , Margrete Auken (SF) og Steen Gade (SF)
Samling: 1994-95
Status: 2. behandlet/Forkastet
Efter 1. beh henvist til Udvalget for Forretningsordenen (UFO).

Beslutningsforslaget opfordrede regeringen til at fremsætte lovforslag om, at afgående ministre blev ligestillet med borgmestre og amtsborgmestre m.fl. med hensyn til eftervederlag, pension m.v.

Reglerne om pension m.v. til borgmestre m.v. fremgik af bkg. nr. 1169 af 23. december 1993. Det var bl.a. et krav for egenpension, at den pågældende havde været borgmester i mindst 8 år, og pension udbetaltes først fra det fyldte 60. år. Reglerne fandt anvendelse på pensionsoptjening m.v. fra og med 1994 og havde således ikke tilbagevirkende kraft, medmindre borgmesteren havde valgt, at de nye regler skulle finde anvendelse.

Det fremgik bl.a. af bemærkningerne, at der efter SF`s opfattelse var '.. al mulig grund til forargelse, når en minister efter en funktionstid (..) på mindst 1 år er berettiget til pension hele livet igennem.'

Beslutningsforslaget forkastet, idet 21 (SF, FP og EL) stemte for, 102 (S, V, KF, RV og CD) imod.
Partiernes ordførere
Ove Fich (S), Birthe Rønn Hornbech (V), Torben Rechendorff (KF), Aage Frandsen (SF), Tom Behnke (FP), Gunhild Husum (RV), Keld Albrechtsen (EL) og Arne Melchior (CD)