L 35 Forslag til lov om ændring af straffeloven og retsplejeloven.

(Skærpet indsats mod voldskriminalitet m.v.).

Samling: 1993-94 (1. samling)
Status: 3. behandlet/Forkastet
Beh sammen med L 78.

Efter 1. beh henvist til Retsudvalget (REU).

Efter 2. beh direkte overgang til 3. beh.

I lovforslaget blev det foreslået, at strafferammen i straffelovens § 244 (simpel vold) blev forhøjet fra fængsel i 1 år og 6 måneder til fængsel indtil 2 år. På tilsvarende måde skulle strafferammerne i §§ 245 og 246 (vold af særlig farlig karakter henholdsvis grov vold) forhøjes henholdsvis fra 4 til 5 års fængsel og fra 8 til 10 års fængsel.

Videre blev der foreslået, at der skulle være hjemmel i retsplejeloven til at varetægtsfængsle trafikanter, der i spirituspåvirket tilstand begår uagtsomt manddrab eller uagtsomt tilføjer nogen betydelig skade på legeme eller helbred.

Det blev herudover foreslået, at der skulle etableres en begrænset adgang til, at domstolene efter en konkret vurdering kunne bestemme, at et vidnes navn, stilling og bopæl skulle hemmeligholdes for den tiltalte, eller at den tiltalte skulle forlade retssalen under vidnets eller en medtiltalts forklaring.

Det fremgik af bemærkningerne til lovforslaget, at forslaget var en opfølgning af den daværende konservative justitsministers redegørelse af oktober 1992 om voldskriminaliteten, jf. redegørelse nr. R 3, Årbog & Registre 1992-93, side 319.

I denne redegørelse blev der peget på behovet for at iværksætte en forstærket bekæmpelse af voldskriminaliteten.

Lovforslaget forkastet, idet 50 (KF, V og FP) stemte for, 71 (S, SF, CD, RV, KRF og Bente Juncker (UP)) imod.
Partiernes ordførere
Holger Graversen (S), Inge Dahl-Sørensen (V), Helge Adam Møller (KF), Ebba Strange (SF), Tom Behnke (FP), Sonja Albrink (CD), Elisabeth Arnold (RV) og Henning Lysholm (KrF)