Efter 1. beh henvist til Kirkeudvalget (KIU).
Efter 2. beh direkte overgang til 3. beh.
Ved loven gøres den gældende ordning om folkekirkens deltagelse i mellemfolkeligt arbejde permanent.
Endvidere flyttes nogle bestemmelser om kirkekassen m.v. fra den hidtil gældende menighedsrådslov til loven om folkekirkens økonomi, samtidig med at bestemmelsen om menighedsrådets rådighedsbeløb ændres, så det præciseres, at der alene bliver adgang til at anvende ét rådighedsbeløb i hver menighedsrådskreds.
Ligeledes overflyttes en bestemmelse om, at udgifterne vedrørende ikkeselvejende kirker afholdes af dem, der ejer kirken, eller dem, der ejer kirketienden, fra den gældende lov om folkekirkens kirkebygninger og kirkegårde til lov om folkekirkens økonomi.
Herudover præciseres det, at der er adgang til at dække kursusudgifter for menighedsråds- og provstiudvalgsmedlemmer af kirkelige ligningsmidler.
Desuden får stiftsmyndigheden samme reaktionsmuligheder over for et provstiudvalg og dets medlemmer som over for et menighedsråd og dets medlemmer.
Endelig er der med loven givet hjemmel til at sætte loven om folkekirkens økonomi i kraft på Færøerne, der nu er et selvstændigt stift inden for folkekirken.
Af bemærkningerne til lovforslaget fremgik det, at der i 1989 ved en ændring af lov om folkekirkens økonomi blev tilvejebragt hjemmel til, at kirkeministeren fastsatte nærmere regler om folkekirkens deltagelse i mellemkirkeligt arbejde samt om finansiering af et centralt mellemkirkeligt råds virksomhed og finansiering af lokalt mellemkirkeligt arbejde (se Årbog & Registre 1988-89 s. 124-125). Sådanne regler blev senere fastsat i bekendtgørelses- og cirkulæreform.
Ændringsloven fra 1989 indeholdt endvidere bestemmelse om, at kirkeministeren senest i folketingsåret 1994-95 skulle fremsætte lovforslag om revision af loven om folkekirkens økonomi.
Det fremgår af den skriftlige fremsættelsestale, at lovforslaget blev fremsat på indeværende tidspunkt, fordi funktionsperioden for de mellemkirkelige stiftsudvalg udløb med udgangen af marts måned 1994.
Med hensyn til flytningen af bestemmelser fra den gældende lov om menighedsråd henvises til omtalen af L 140.
Lovforslaget vedtaget med 105 stemmer (S, KF, SF, FP, CD, RV, KRF, Else Winther Andersen (V), Mejdahl (V), Anders Mølgaard (V), Bodil THrane (V) og Bente Juncker (UP)), mod 17 (V).