L 129 Forslag til sølov.

Af: Industriminister Jan Trøjborg (S)
Samling: 1993-94 (1. samling)
Status: Stadfæstet
Efter 1. beh henvist til Erhvervsudvalget (ERU).

Efter 2. beh direkte overgang til 3. beh.

Loven afløser den hidtil gældende sølov. De væsentligste indholdsmæssige ændringer er følgende: - Reglerne om registrering ændres, således at der skabes hjemmel til også at registrere EU-ejede handelsskibe i Dansk Internationalt Skibsregister. - Reglerne om befordring af gods ændres og opsplittes i to kapitler henholdsvis om stykgodstransport og om befragtning af skib. - Maksimumbeløb for erstatning til passagerer (de såkaldte begrænsningsbeløb) bliver forhøjet.

Loven gennemfører en ny struktur i søloven, herunder at der i slutningen af hvert kapitel er et antal ubenyttede paragraffer, som kan anvendes ved senere ændringer af loven.

Af bemærkningerne til lovforslaget fremgik det, at den hidtidige sølov var fra 1892 og byggede på et tæt nordisk samarbejde. Søloven var i hovedtræk næsten enslydende i de nordiske lande, hvilket gav store praktiske fordele. I de forløbne 100 år var de enkelte afsnit i søloven imidlertid blevet ændret adskillige gange, og strukturen i loven var derfor efterhånden blevet mindre logisk, end man kunne ønske.

I forbindelse med Sølovsudvalgets betænkning nr. 1215 om befordring af gods havde man derfor drøftet spørgsmålet om indførelse af en ny struktur i søloven, og udvalget havde fremlagt et forslag hertil. Forslaget var blevet drøftet med de øvrige nordiske lande, og der var opnået enighed om et revideret forslag.

Tilsvarende lovforslag var eller forventedes derfor snarest fremsat i Sverige, Norge og Finland med henblik på, at retstilstanden på sølovens område fortsat kunne være den samme i de fire nordiske lande.

Lovforslaget vedtaget enstemmigt med 121 stemmer (S, KF, V, SF, FP, CD, RV, KRF og Bente Juncker (UP)).
Partiernes ordførere
Poul Andersen (S), Svend Heiselberg (V), Kai Dige Bach (KF), Tommy Dinesen (SF), Annette Just (FP), Lone Dybkjær (RV) og Merethe Due Jensen (KrF)