L 11 Forslag til lov om ændring af lov om social bistand og lov om delpension.

(Forlængelse af perioden for udbetaling af plejevederlag ved pasning af døende samt udvidelse af personkredsen).

Samling: 1993-94 (1. samling)
Status: Stadfæstet
Efter 1. beh henvist til Socialudvalget (SOU).

Efter 2. beh direkte overgang til 3. beh.

Ved loven indføres der adgang til at yde personer, der har passet døende i disses eget hjem, plejevederlag i en periode på indtil 14 dage efter, at den plejekrævende er afgået ved døden.

Videre indføres der adgang til, at personer, der som følge af plejeorlov har måttet udtræde af en delpensionsordning, uhindret kan genindtræde i ordningen, når deltidsarbejdet genoptages efter plejeorlovens ophør.

Det fremgik af bemærkningerne til lovforslaget, at det oprindelige lovforslag om plejevederlag ved pasning af døende, nr. L 54 i folketingsåret 1989-90, indeholdt en bestemmelse om vederlag i op til 14 dage efter dødsfaldet, se Årbog & Registre 1989-90, side 54. Bestemmelsen var imidlertid gået ud under behandlingen af lovforslaget. Da spørgsmålet var blevet rejst fra kommunal side, foreslog forslagsstillerne loven udvidet.

Loven fik sin endelige udformning gennem vedtagelse af ændringsforslag stillet af forslagsstillerne.

Lovforslaget vedtaget enstemmigt med 131 stemmer (S, KF, V, SF, FP, CD, RV og KRF).
Partiernes ordførere
Grete Schødts (S), Eva Kjer Hansen (V), Pia Christmas-Møller (KF), Hanne Thanning Jacobsen (SF), Tom Behnke (FP), Dorit Myltoft (RV) og Henning Lysholm (KrF)