F 21 Hvilke oplysninger kan skatteministeren og socialministeren give til Folketinget om pensionisternes økonomiske forhold, efter at de nye skatte- og pensionsregler samt andre regler med betydning for pensionisterne er trådt i kraft?

Til: Skatteminister Ole Stavad (S) Socialminister og Karen Jespersen (S)
Samling: 1993-94 (1. samling)
Status: Foretaget
Andre medlemmer, der deltog i debatten: Pia Christmas-Møller (KF).

Under forhandlingerne fremsattes følgende:

Forslag om motiveret dagsorden:

D 37. Af Peter Brixtofte (V), Kirkegaard (KF) og Kirsten Jacobsen (FP).

Fremsat ............... FF 7245
Bortfaldet ............... FF 7309

D 38. Af Anne-Marie Meldgaard (S), Lilli Gyldenkilde (SF), Sonja Albrink (CD), Bjarne Ørum (RV) og Lysholm Christensen (KRF).

Fremsat ............... FF 7259
Vedtaget ................ FF 7309

Fuld tekst:

D 37. Af Peter Brixtofte (V), Kirkegaard (KF) og Kirsten Jacobsen (FP):

»Idet Folketinget henviser til statsministerens klare løfte i åbningstalen af 5. oktober 1993 om ikke at røre ved folkepensionens grundbeløb, opfordrer Folketinget regeringen til at fremsætte lovforslag, der

- fjerner regeringens nedskæring af folkepensionens grundbeløb, der er gennemført fra 1993 til 1994,

- ophæver indtægtsgradueringen af folkepensionens grundbeløb for personer, der er fyldt 70 år,

- fjerner regeringens nedtrapning af det særlige tillæg til enlige folkepensionister, der er ramt af nedskæringen i personfradraget,

- sikrer, at alle pensionister får ret til efterregulering af folkepensionen, således at den svarer til det aktuelle beregningsgrundlag.

Folketinget går herefter over til den næste sag på dagsordenen.«

D 38. Af Anne-Marie Meldgaard (S), Lilli Gyldenkilde (SF), Sonja Albrink (CD), Bjarne Ørum (RV) og Lysholm Christensen (KRF):

»Folketinget opfordrer regeringen til

- at forbedre pensionisternes rettigheder ved at sikre, at pensionister inden for en frist på seks måneder altid har ret til - med tilbagevirkende kraft til tidspunktet for en ændring af deres families indkomstforhold - at få reguleret pensionsydelsen i overensstemmelse med de ny forhold,

- i videst muligt omfang at sikre en løbende automatisk registrering hos de sociale myndigheder af ændringer i indkomstforhold, der er af væsentlig betydning for størrelsen af pensionsydelsen, herunder specielt at gennemføre automatisk regulering af ægtefællens pensionsydelse, når en person går fra beskæftigelse til efterløn og fra højeste til laveste sats på efterlønnen, samt

- generelt at forbedre informationen til pensionisterne om deres rettigheder med hensyn til regulering af pensionsydelser.

Folketinget går herefter over til næste sag på dagsordenen.«

Afstemning:

D 38 vedtaget med 67 stemmer (S, SF, CD, RV, KRF og Bente Juncker (UP)); 44 (KF, V og FP) stemte hverken for eller imod.

D 37 var dermed bortfaldet.
Partiernes ordførere
Anne-Marie Meldgaard (S), Peter Brixtofte (V), Eva Kjer Hansen (V), Knud Erik Kirkegaard (KF), Lilli Gyldenkilde (SF), Kirsten Jacobsen (FP), Sonja Albrink (CD), Bjarne Ørum (RV) og Henning Lysholm (KrF)