B 58 Forslag til folketingsbeslutning om ændring af straf for narkotikarelateret kriminalitet.

Samling: 1993-94 (1. samling)
Status: Bortfaldet
Efter 1. beh henvist til Retsudvalget (REU).

Beslutningsforslaget havde følgende ordlyd:

»Folketinget pålægger regeringen senest den 1. april 1994 at fremsætte de nødvendige lovforslag og gennemføre de nødvendige administrative ændringer til at sikre en ændring af narkomaners straffe efter følgende retningslinjer:

1. Hvis det/de kriminelle forhold er et resultat eller følge af narkotikamisbrug, kan den kriminelle tilbydes en behandlingsdom frem for en fængselsdom.

2. Behandlingsdommen skal foregå under tilsyn.

3. Hvis behandlingen ikke følges, skal almindelig afsoning iværksættes øjeblikkeligt.«

Af bemærkningerne til beslutningsforslaget fremgik det bl.a., at forslagsstillerne forestillede sig, at straffen for kriminelle narkomaner skulle ændres til behandlingsdomme. Disse domme skulle tilbydes narkomanerne i stedet for fængselsstraf.

Videre fremgik det, at forslaget var fremsat sammen med forslaget til folketingsbeslutning om nedsættelse af et narkotikaråd m.v. (B 57), forslaget til folketingsbeslutning om indførelse af behandlingsmetoder efter den såkaldte Rommodel (B 60) og forslaget til folketingsbeslutning om statsfinansiering af narkobehandlingen (B 59). Med disse forslag ønskede Fremskridtspartiet at give en hjælpende hånd til de narkomaner, der var kommet ud i kriminalitet.
Partiernes ordførere
Else Marie Mortensen (S), Svend Aage Jensby (V), Viggo Fischer (KF), Pernille Frahm (SF), Tom Behnke (FP), Kim Behnke (FP), Sonja Albrink (CD), Dorit Myltoft (RV) og Inger Stilling Pedersen (KrF)