Tilbagetaget 11-02-1993 F 5440.
Optaget af Bertel Haarder (V) og Eva Møller (KF) 11-02-1993 F 5440.
Efter 1.beh henvist til Uddannelsesudvalget (UDU).
Efter 2.beh direkte overgang til 3. beh.
På folkeskoleområdet var det således, at forældrene havde krav på at få deres barn optaget i en anden folkeskole end distriktsskolen, blot den ønskede skole erklærede sig villig til at optage barnet, og det ikke gik ud over kommunens fastsatte økonomiske rammer. Lovforslaget indebar, at dette økonomiske forbehold blev ophævet, og reglen skulle også gælde på tværs af kommunegrænser. Det blev forudsat, at kommunerne indgik en aftale om betaling til skolekommunen. Hvis ikke en sådan aftale blev indgået, kunne undervisningsministeren fastsætte regler om bl.a. betalingens størrelse.
Lovforslaget indebar også, at der kunne vælges skolefritidsordninger efter samme principper som valg af folkeskole.
På gymnasie- og hf-området indebar lovforslaget, at man afskaffede de fordelingsudvalg, som efter de gældende regler skulle fordele eleverne inden for amtskommunen, hvis der blot på en enkelt gymnasieskole eller hf-kursus ikke var plads til alle ansøgere. Efter forslaget var det rektor, som afgjorde, hvilke ansøgere der skulle optages på skolen/kurset, hvis der var flere ansøgere, end skolen/kurset kunne rumme. Samtidig fik ansøgerne 3 prioriterede ønsker i stedet for de gældende 2.
Af bemærkningerne til lovforslaget fremgik det, at forslaget var et led i regeringens samlede lovpakke om sikring af borgernes friere valg af offentlige serviceydelser.
Efter regeringsskiftet blev lovforslaget taget tilbage af den ny undervisningsminister, men blev optaget af Bertel Haarder (V) og Eva Møller (KF).
Lovforslaget forkastet, idet 54 (KF, V og FP) stemte for, 70 (S, SF, CD, RV og KRF) imod.