L 340 Forslag til lov om ændring af lov om statens uddannelsesstøtte.

(Enkelte justeringer i klippekortbestemmelserne m.v.).

Af: Undervisningsminister Ole Vig Jensen ()
Samling: 1992-93
Status: Stadfæstet
Efter 1.beh henvist til Uddannelsesudvalget (UDU).

Efter 2.beh direkte overgang til 3.beh.

Loven gennemfører følgende justeringer af bestemmelserne om Statens Uddannelsesstøtte:

- Perioder med anden støtte til uddannelse fradrages i klippekortet. Det gælder f.eks. uddannelsesgodtgørelse efter lov om en aktiv arbejdsmarkedspolitik eller orlovsydelse til uddannelse efter lov om orlov

- Der åbnes mulighed for at trække perioder med voksenuddannelsesstøtte fra i klippekortet.

- 12-måneders fristen for at få forsinkelsesklip til studieskift afskaffes.

- Der fastsættes en særlig støttetid for uddannelser, hvor adgangskravet til uddannelserne foruden en gymnasial uddannelse kan være en videregående uddannelse.

- Der åbnes mulighed for at fastsætte en særlig støttetid for uddannelser med kandidatoverbygning, der tages efter en afsluttet videregående uddannelse, der ikke har kandidatoverbygning.

Af bemærkningerne til lovforslaget fremgik det, at forslaget delvis var fremsat på grund af arbejdsministerens forslag til lov om en aktiv arbejdsmarkedspolitik (L 272) og forslag til lov om orlov (L 273). Herudover kunne nogle af bestemmelserne blive aktuelle, hvis anvendelsesområdet for voksenuddannelsesstøtten blev udvidet.

Nogle af bestemmelserne havde endvidere forbindelse med de planlagte nye adgangskrav til videregående uddannelser og med den nye studiestruktur ved videregående uddannelser.

Lovforslaget vedtaget enstemmigt med 120 stemmer (S, KF, V, SF, FP, CD, RV og KRF).
Partiernes ordførere
Frank Jensen (S), Anders Mølgaard Jensen (V), John Vinther (KF), Hanne Thanning Jacobsen (SF), Jan Køpke Christensen (FP) og Dorit Myltoft (RV)