L 339 Forslag til lov om fordeling mellem staten, kommunerne og amtskommunerne af skattenedslaget som følge af personskattelovens skatteloft.

Af: Indenrigsminister Birte Weiss (S)
Samling: 1992-93
Status: Stadfæstet
Efter 1.beh henvist til Kommunaludvalget (KOU).

Efter 2.beh direkte overgang til 3.beh.

Loven indebærer, at kommuner og amtskommuner kommer til at bære en del af det statslige provenutab, der følger af personskattelovens skrå skatteloft.

Det fremgik af bemærkningerne til lovforslaget, at det skrå skatteloft sikrer, at ingen del af en indkomst beskattes med mere end en given procent. Som følge af skatteministerens lovforslag nr. L 283 om skatteomlægning ville det gradvis blive nedsat fra 68 til 58 pct. Det fremgik endvidere, at det fortsat ville være statsskatten, der skulle nedsættes, når skatteloftet blev nået, men at kommuner og amtskommuner ved en »intern« opgørelse mellem staten, kommunerne og amtskommunerne ville komme til at bære en del af provenutabet.

Lovforslaget vedtaget med 68 stemmer (S, FP, CD, RV og KRF) mod 53 (KF, V og SF).
Partiernes ordførere
Else Marie Mortensen (S), Erik Larsen (V), Torben Rechendorff (KF), Poul Nødgaard (FP), Ebbe Lundgaard (RV) og Knud Glønborg (KrF)