L 27 Forslag til lov om energiafgift af mineralolieprodukter m.v.

Af: Skatteminister Anders Fogh Rasmussen (V)
Samling: 1992-93
Status: Stadfæstet
Beh sammen med L 28 - L 32.

Efter 1.beh henvist til Skatteudvalget (SAU).

Efter 2.beh direkte overgang til 3.beh.

Ved loven sammenlægges energiafgiftslovene for benzin, olie og gas i én lov.

Det fremgik af bemærkningerne til lovforslaget, at det blev fremsat sammen med andre lovforslag (L 28 - L 32) om told og afgifter. Lovforslagene var sidste led i den tilpasningsproces, der var forudsætningen for, at Danmark den 1. januar 1993 kunne åbne grænserne over for EF og dermed deltage i realiseringen af det indre marked.

Afgiftstilpasningen var startet i 1986 med nedsættelse af afgiften på små farvefjernsyn. Herefter var en lang række afgifter bl.a. på hårde hvidevarer, radio- og tv-apparater, lyd- og videooptagere og parfume blevet afskaffet. Afgifterne var senest blevet ændret i sommeren 1992, hvor den danske dieselafgift var blevet nedsat.

Loven fik sin endelige udformning gennem vedtagelse af ændringsforslag, der var stillet af skatteministeren.

Lovforslaget vedtaget enstemmigt med 145 stemmer (S, KF, V, SF, FP, CD, RV, KRF og Hans Erenbjerg (UP)).
Partiernes ordførere
Anne-Marie Meldgaard (S), Poul Nielson (S), Svend Aage Jensby (V), Viggo Fischer (KF), Jes Lunde (SF), Ole Donner (FP), Bente Juncker (CD), Elisabeth Arnold (RV) og Flemming Kofod-Svendsen (KrF)