L 220 Forslag til lov om ændring af lov om beskatning til kommunerne af faste ejendomme og lov om udskrivning af skat til amtskommunen.

(Den amtskommunale grundskyldpromille).

Af: Indenrigsminister Birte Weiss (S)
Samling: 1992-93
Status: Stadfæstet
Beh sammen med L 211.

Efter 1.beh henvist til Kommunaludvalget (KOU).

Efter 2.beh direkte overgang til 3.beh.

Loven indebærer, at den amtskommunale grundskyld fra og med skatteåret 1994 skal udskrives med 10 promille. Den ophæver også reglerne om fastsættelse af den amtskommunale grundskyldpromille i lov om udskrivning af skat til amtskommunen.

Det fremgik af bemærkningerne til lovforslaget, at den amtskommunale grundskyldpromille fra og med 1978 var blevet fastsat i særlige love. Disse omfattede bestemt angivne skatteår, og reglerne i lov om udskrivning af skat til amtskommunen var derfor ikke blevet ophævet i forbindelse med vedtagelsen af disse særlige love. Det fremgik endvidere, at den amtskommunale grundskyldpromille havde været på 10 fra og med skatteåret 1985, og at det senest ved lov nr. 303 af 16. maj 1990 var bestemt, at den amtskommunale grundskyld for skatteårene 1991-93 skulle udskrives med 10 promille.

Lovforslaget vedtaget med 59 stemmer (S, CD, RV og KRF) mod 14 (SF og FP); 42 (KF og V) stemte hverken for eller imod.
Partiernes ordførere
Else Marie Mortensen (S), Svend Erik Hovmand (V), Karen Højte Jensen (KF), Pernille Frahm (SF), Poul Nødgaard (FP), Sonja Albrink (CD) og Vibeke Grønbæk (RV)