L 21 Forslag til lov om ændring af lov om ændring af lov om social bistand.

(Udskydelse af revisionsbestemmelsen til § 48 a).

Af: Socialminister Else Winther Andersen (V)
Samling: 1992-93
Status: Stadfæstet
Efter 1.beh henvist til Socialudvalget (SOU).

Efter 2.beh direkte overgang til 3.beh.

Loven udskyder bestemmelsen om revision af bistandslovens § 48 a (om godtgørelse til forældre med alvorligt syge børn under 14 år) fra folketingsåret 1992-93 til folketingsåret 1993-94.

I bemærkningerne til det lovforslag, der indeholdt bestemmelsen om revision i folketingsåret 1992-93 (L 169 i folketingsåret 1989-90, jf. Årbog & Registre 1989-90 side 140), blev det varslet, at der til brug for revisionen ville foreligge dels almindelige økonomisk-statistiske oplysninger og dels en undersøgelse af forældrenes vurdering af ordningen.

Det fremgik af bemærkningerne til nærværende lovforslag, at den indførte ordning med godtgørelse til forældrene stadig væk var så ny, at der kun forelå meget begrænsede økonomisk-statistiske oplysninger. Af disse fremgik det, at ordningen kun havde været anvendt i begrænset omfang i 1990, mens der havde fundet en stor stigning sted fra 1990 til 1991.

Socialministeren foreslog derfor, at revisionen blev udskudt, indtil man havde samlet flere erfaringer med ordningen.

Lovforslaget vedtaget enstemmigt med 113 stemmer (S, KF, V, SF, FP, CD, RV og KRF).
Partiernes ordførere
Karen Jespersen (S), Pia Christmas-Møller (KF), Hanne Thanning Jacobsen (SF), Kim Behnke (FP), Bente Juncker (CD) og Lone Dybkjær (RV)