B 84 Forslag til folketingsbeslutning om EF-harmonisering af konkurrencelovgivningen.

Samling: 1992-93
Status: Bortfaldet
Efter 1. beh henvist til Erhvervsudvalget (ERU).

Beslutningsforslaget havde følgende ordlyd:

»Folketinget opfordrer regeringen til at fremsætte forslag til en gennemgribende revision af konkurrenceloven efter følgende retningslinier:

1. Der indføres kontrol med fusioner.

2. Der indføres forbud mod konkurrencebegrænsende aftaler, medmindre aftaleparterne kan godtgøre, at de ikke har skadelige virkninger.

3. Der indføres forbud mod misbrug af dominerende markedsposition.

4. Konkurrencerådet og -nævnet får generel adgang til at pålægge bøder.

5. Konkurrencerådets sammensætning ændres, således at der også er repræsentanter i rådet for amtskommuner og kommuner.«

I bemærkningerne til beslutningsforslaget henviste forslagsstillerne til, at Danmark i lighed med de øvrige nordiske lande havde tradition for en slap monopollovgivning med begrænsede muligheder for indgreb. Specielt påpegede forslagsstillerne, at det aldrig havde været muligt at forbyde en fusion, selv om den ville føre til en monopoltilstand.

I modsætning hertil har de fleste øvrige EF-lande og EF som helhed væsentlig strengere regler. Sigtet var ikke kun at begrænse virkningerne af monopoler, men også at forhindre deres opståen. Forslagsstillerne fremhævede endvidere, at OECD netop havde fremsat en sønderlemmende kritik af konkurrenceforholdene i Danmark.
Partiernes ordførere
Tove Lindbo Larsen (S), Pia Larsen (V), Flemming Hansen (KF), Kjeld Rahbæk Møller (SF), Kirsten Jacobsen (FP) og Lone Dybkjær (RV)