B 60 Forslag til folketingsbeslutning om aktivitetsorlov.

Samling: 1992-93
Status: Bortfaldet
Beh sammen med B 61.

Efter 1. beh henvist til Arbejdsmarkedsudvalget (AMU).

Beslutningsforslaget havde følgende tekst:

»Folketinget pålægger regeringen senest den 1. maj 1993 at fremsætte lovforslag om en aktivitetsorlov for modtagere af dagpenge eller kontanthjælp med henblik på ikrafttræden den 1. januar 1994 efter følgende retningslinier:

1. Aktivitetsorloven kan bruges til alternative projekter inden for foreningsliv, frivilligt socialt arbejde, internationale samarbejdsprojekter, lokalradioer m.v., som godkendes af kommunen.

2. Retten til aktivitetsorlov indebærer, at den pågældende ikke skal opfylde de almindelige rådighedsregler. Til gengæld kan kommunen nægte aktivitetsorlov, såfremt der er udsigt til mangel på arbejdskraft inden for de områder, der svarer til den arbejdsløses faglige kvalifikationer.

3. En arbejdsløs, der er beskæftiget på et godkendt projekt, kan ikke oppebære løn samtidig med dagpenge.

4. En bistandsmodtager kan oppebære et vederlag, der sammen med bistandshjælpen ikke kan overstige det maksimale dagpengebeløb.

5. Lønmodtagere i arbejde kan deltage i aktivitetsorlov med dagpenge i 36-52 sammenhængende uger på betingelse af, at arbejdsgiveren ansætter en dagpengeberettiget ledig som afløser.«

Beslutningsforslaget skulle ses i sammenhæng med de samtidig fremsatte forslag til folketingsbeslutning nr. B 61 og B 62.
Partiernes ordførere
Jan Petersen (S), Helge Sander (V), Kai Dige Bach (KF), Lilli Gyldenkilde (SF), Poul Nødgaard (FP) og Dorit Myltoft (RV)