Efter 1. beh henvist til Trafikudvalget (TRU).
Beslutningsforslaget havde følgende ordlyd:
»Folketinget pålægger regeringen at udbyde Femer Bælt-forbindelsen i privat totalentreprise med fuldstændig privat finansiering efter følgende retningslinier:
1) Private firmaer eller konsortier af private firmaer, uanset nationalitet, kan inden den 1. januar 1995 byde på hele projektet eller dele heraf.
2) Andre lande kan inden den 1. januar 1995 byde på hele projektet eller dele heraf.
3) Tilbudsgiverne er frit stillet med hensyn til, om projektet skal være en bro, en tunnel eller en kombination heraf.
4) Tilbudsgiverne må for egen regning foretage undersøgelser af deres projekts miljøvirkninger og skal vedlægge undersøgelsen som en del af tilbudet.
5) Tilbudsgiverne skal angive, i hvilket åremål de forlanger ejerskab af forbindelsen, og størrelsen af bompenge, der ønskes opkrævet i ejerperioden.
6) Regeringen fremlægger hurtigst muligt efter den 1. januar 1995 resultatet af udbudsrunden til forhandling mellem Folketingets partier.
7) Der optages forhandlinger mellem den danske og den tyske stat om en privatfinansieret forbindelse og om de nærmere licitationsbestemmelser om entreprisen på Femer Bælt-forbindelsen.
8) Den danske offentlige sektor må ikke direkte eller indirekte byde på entreprisen.«
I bemærkningerne til beslutningsforslaget henviste forslagsstillerne bl.a. til de kommende årtiers stigende trafik i Europa, herunder den stigende trafik mellem det europæiske kontinent og Skandinavien.
Arbejdet med bygningen af den faste forbindelse over Østersøen, Femer Bælt-forbindelsen, skulle i gang nu, og det var forslagsstillernes opfattelse, at Folketinget sagtens kunne pålægge regeringen at udbyde Femer Bælt-forbindelsen i privat totalentreprise med fuldstændig privat finansiering.
Forslagsstillerne følte sig overbevist om, at private firmaer eller konsortier uden nævneværdige problemer kunne påtage sig en sådan opgave.
Beslutningsforslaget forkastet, idet 9 (FP) stemte for, 102 (S, KF, V, SF, CD, RV og KRF) imod.