L 90 Forslag til lov om ændring af lov om valg til menighedsråd.

Af: Kirkeminister Torben Rechendorff (KF)
Samling: 1991-92
Status: Stadfæstet
Efter 1. beh henvist til Kirkeudvalget (KIU).

Efter 2. beh direkte overgang til 3. beh.

Ved loven præciseres og ajourføres de gældende regler for valg til menighedsråd. Således er bestemmelsen om valgbarhed og de strafferetlige sanktioner, der kan medføre fortabelse af denne, uddybet og tydeliggjort. Endvidere medfører loven, at menighedsrådets afgørelse af spørgsmål om fortabelse af valgbarhed på grund af straf fremover kan indbringes for biskoppen som 1. instans med opsættende virkning, således at det pågældende medlem indtræder eller forbliver i rådet, indtil sagen er afgjort. Biskoppens afgørelse kan indbringes for kirkeministeren.

Herudover er reglerne om de valgretlige konsekvenser ved sognebåndsløsning og om præsternes valgret ændret.

Loven giver endvidere biskoppen hjemmel til at tillade, at udfyldningsvalg kan undlades i tilfælde, hvor valget ikke fører til dannelse af et fuldtalligt menighedsråd.

Loven indeholder herudover nogle mindre, redaktionelle ændringer.

Det fremgik af bemærkningerne til lovforslaget, at forslaget, der indeholdt en række ændringer til den hidtil gældende lov, var fremsat med henblik på, at der i 1992 skulle finde ordinært valg sted til samtlige menighedsråd. Den hidtil gældende lov fra 1983, som blev ændret i 1987, havde nu været praktiseret i nogle år, og erfaringerne herfra gjorde det naturligt at søge en række yderligere bestemmelser ændret.

Lovforslaget vedtaget enstemmigt med 113 stemmer (S, KF, V, SF, FP, CD, RV og KRF).
Partiernes ordførere
Hanne Andersen (S), Birthe Rønn Hornbech (V), Jens Jørgensen (KF), Hanne Thanning Jacobsen (SF), Poul Nødgaard (FP) og Inger Stilling Pedersen (KrF)