L 26 Forslag til lov om ændring af lov om udlægning af åndssvageforsorgen og den øvrige særforsorg m.v.

(Nedlæggelse af Statens Hjælpemiddelcentral for Blinde).

Af: Socialminister Else Winther Andersen (V)
Samling: 1991-92
Status: Stadfæstet
Efter 1. beh henvist til Socialudvalget (SOU).

Efter 2. beh direkte overgang til 3. beh.

Ved loven gives der mulighed for at overføre Hjælpemiddelcentralens opgaver fra statsligt regi til et andet regi.

Det fremgik af bemærkningerne til lovforslaget, at det var Socialministeriets hensigt at nedlægge Hjælpemiddelcentralen og at overdrage dens arbejdsopgaver til Kommunernes Landsforening, Kommuneservice, der i forvejen har en omfattende hjælpemiddelservicevirksomhed med en lang række praktisk betonede distributionsopgaver. Da centralens virksomhed omfattede indkøb og videresalg til synshandicappede uden avance af særlige hjælpemidler, kunne disse opgaver indgå på linje med Kommuneservices øvrige opgaver.

Det forudsattes ifølge bemærkningerne, at der blev nedsat et hjælpemiddeludvalg, der skulle være rådgivende for erfaringsindsamling og -formidling samt afprøvning af hjælpemidler for synshandicappede.

Lovforslaget vedtaget med 120 stemmer (S, KF, V, SF, CD, RV og KRF) mod 7 (FP).
Partiernes ordførere
Jørn Pedersen (S), Eva Kjer Hansen (V), Per Tærsbøl (KF), Pernille Frahm (SF), Jan Køpke Christensen (FP), Bente Juncker (CD), Ole Vig Jensen (RV) og Flemming Kofod-Svendsen (KrF)