L 25 Forslag til lov om ændring af lov om social bistand.

(Aktivering af 21-24-årige kontanthjælpsmodtagere).

Af: Socialminister Else Winther Andersen (V)
Samling: 1991-92
Status: Bortfaldet
Efter 1. beh henvist til Socialudvalget (SOU).

Ifølge lovforslaget skulle kommunerne forpligtes til at iværksætte en beskæftigelses- og uddannelsesordning for 21-24-årige kontanthjælpsmodtagere, som havde modtaget kontanthjælp på grund af ledighed i en sammenhængende periode på 12 måneder. Beskæftigelsens omfang skulle være på 30 timer pr. uge i 5 måneder.

Det fremgik af de skriftlige bemærkninger til lovforslaget, at det skulle ses på baggrund af, at kommunerne allerede havde mulighed for at give de unge en række tilbud i form af vejledning, uddannelsestilbud, beskæftigelsesprojekter og løntilskudsjob. Der ville således kunne tilrettelægges individuelle forløb afpasset til den enkelte kontanthjælpsmodtager.

Lovforslaget var en delvis genfremsættelse af lovforslag nr. L 92 fremsat i folketingsåret 1990-91, 1. samling, jf. omtalen i Årbog og Registre 1990-91, side 107. Lovforslaget blev ikke færdigbehandlet i 1. samling, men blev genfremsat i 2. samling som lovforslag nr. L 15, jf. omtalen i Årbog og Registre 1990-91, side 231. Som det fremgår heraf blev den del af lovforslagene, der vedrørte unge mellem 21 og 24 år, taget ud af lovforslaget ved ændringsforslag inden lovens vedtagelse.

Ved en aftale af 17. maj 1991 mellem regeringen, Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre om uddannelse og aktivitet var det imidlertid blevet fastsat, at man i efteråret 1991 skulle søge at gennemføre en pligt for kommunerne til aktivering af de 21-24-årige. Lovforslaget var således en udmøntning af denne aftale.
Partiernes ordførere
Pernille Forchhammer (S), Helge Sander (V), Pia Christmas-Møller (KF), Hanne Thanning Jacobsen (SF), Poul Nødgaard (FP), Lone Dybkjær (RV) og Jørgen Kvist (KrF)