Beh sammen med L 181 og L 188.
Efter 1. beh henvist til Landbrugs- og Fiskeriudvalget (LFU).
Efter 2. beh direkte overgang til 3. beh.
Loven giver fiskeriministeren bemyndigelse til at gennemføre bestemmelser i Fællesskabsretten. Det betyder, at personer, der er omfattet af de pågældende EF-regler, opnår rettigheder til fiskeri og registrering af fiskerfartøjer. Loven bestemmer, at kravet om tilladelse til erhvervsmæssigt fiskeri udvides til også at gælde for mindre fiskerfartøjer.
Endvidere gennemføres kravet om, at ikke blot driften af fiskeriet, men også fartøjet skal tilhøre personer eller selskaber, der er registreret som erhvervsfiskere. Fiskeriministeren får dog mulighed for efter nærmere angivne regler at give dispensation.
Endelig forudsættes det i loven, at kun fiskerfartøjer, der er registreret her i landet, kan anvendes til erhvervsmæssigt fiskeri.
Ifølge bemærkningerne til forslaget skal det ses i sammenhæng med lovforslag nr. L 181 og nr. L 188. Forslagene tog højde for dommene 221/89, 3/87 og 217/87, der er afsagt af EF-Domstolen vedrørende kravene til registrering af fiskerfartøjer, besætning om bord på fartøjer og betingelserne for udstedelse af tilladelse til deltagelse i fiskeri.
Det fremgik af bemærkningerne, at det ifølge dommene ikke er tilladt at stille krav om bopæl eller indfødsret til ejerne af fartøjerne eller de ansvarlige for fiskeriet på en sådan måde, at borgere i andre EF-lande udelukkes. Hvis ejerne er et selskab, kan der heller ikke stilles krav om, at dette er registreret i det pågældende medlemsland. Dommene åbner mulighed for at stille krav, der sikrer en reel økonomisk forbindelse mellem fiskerfartøjet og det pågældende medlemsland. Der skal være tale om en varig økonomisk aktivitetsudøvelse her i landet, og fartøjet skal styres og dets operationer dirigeres fra medlemsstaten.
Dommene erklærer udtrykkeligt, at medlemslandene kan stille krav i forbindelse med registreringen af fiskerfartøjer og tilladelse til fiskeri. Betingelserne skal blot være i overensstemmelse med EF-retten.
Lovforslaget vedtaget med 114 stemmer (S, KF, V, SF, CD, RV og KRF) mod 7 (FP).