Efter 1. beh henvist til Kulturudvalget (KUU).

Lovforslaget indeholdt to hovedelementer: En liberalisering af adgangen til at udøve radio- og fjernsynsvirksomhed via satellit eller kabelanlæg og en præcisering af bestemmelserne om lokalradio og -tv.

Ifølge lovforslaget skulle der åbnes mulighed for, at danske foretagender kunne sende radio eller fjernsyn via satellit. Reglerne for reklamer for satellit-tv skulle være mere liberale end dem, der gælder for TV 2 og lokal-tv. Der skulle endvidere åbnes for at udøve programvirksomhed via kabelanlæg i større områder, eventuelt i hele landet. Reklamer i 'kabelfødte' programmer skulle være forbudt. Lovforslaget præciserede endvidere, at de danske televirksomheder ikke måtte engagere sig i programvirksomhed via kabelanlæg, men alene kunne varetage funktionen som transportør.

Med hensyn til lokal radio og tv præciseredes i lovforslaget de allerede gældende bestemmelser, der fastslår, at den enkelte station skal drives selvstændigt, f.eks. i forhold til satellitstationer. Det blev endvidere foreslået, at Udvalget vedrørende Lokal Radio og TV i særlige tilfælde skulle kunne gå mere aktivt ind i sager, hvor der var risiko for, at lovgivningen ikke blev fulgt på lokalt plan.

Lovforslaget indebar endvidere, at den danske radio- og tv-lovgivning blev bragt i overensstemdmelse med EF-direktivet om »tv uden grænser« samt Europarådskonventionen om grænseoverskridende fjernsyn.

Redaktionelt indeholdt lovforslaget en ny samlet affattelse af lov om radio- og fjernsynsvirksomhed, som på grund af hyppige ændringer af loven gennem en årrække lovteknisk var blevet uoverskuelig.

Begrundelsen for at åbne mulighed for, at danske foretagender kunne sende radio og tv via satellit var, at det ifølge bemærkningerne til lovforslaget i realiteten ikke ville være muligt effektivt at håndhæve det gældende forbud mod, at fællesantenneanlæg modtager og fordeler danske programmer via satellit fra udlandet. Det lå i forlængelse af denne tankegang at åbne mulighed for at udøve landsdækkende programvirksomhed via kabel-tv, idet det forekom uhensigtsmæssigt, at medievirksomheder skulle benytte sig af satellittransmission, hvis de kunne nå ud til publikum direkte ad kabelvejen. Reklameforbudet i kabel-tv indebar, at en kommerciel finansiering ville afhænge af betaling fra brugernes side, f.eks. i form af »pay-per-view«, hvor der betales individuelt efter, hvor meget tv man har set.