Titel ændret 14/5 92 fra: Forslag til lov om ændring af lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension (Omlægning af ægtefællepensionsordningen m.v.).
Beh sammen med L 157.
Efter 1. beh henvist til Arbejdsmarkedsudvalget (AMU).
Efter 2. beh direkte overgang til 3. beh.
Loven reviderer ATP-Lovens bestemmelser om ægtefællepension m.v. på bl.a. følgende punkter:
- aldersgrænsen på 62 år ophæves,
- anciennitetskravet på 10 år for afdøde ægtefælle ophæves,
- kravet om 10 års ægteskab ophæves,
- samordningsreglen ophæves for medlemmer, der ikke er fyldt 67 år,
- efterlevelsesydelsen udbetales som et engangsbeløb til ægtefæller og fraseparerede,
- afdødes børn under 18 år er berettiget til et engangsbeløb ved dødsfaldet,
- der kan indbetales bidrag under fravær som følge af arbejdsløshed, sygdom, barsel og adoption, og
- ATP får mulighed for at tilbyde administrativ bistand til arbejdsmarkedspensionsordninger etableret i forsikringsselskaber.
Lovforslaget var med visse ændringer en genfremsættelse af lovforslag nr. L 186 fremsat i folketingsåret 1990-91, (2. samling), jf. omtalen i Årbog & Registre 1990-91 side 316.
Baggrunden for forslaget var ifølge den skriftlige fremsættelse, at de stramme betingelser for udbetaling af ægtefællepension længe havde været kritiseret. Forslaget havde til formål at lempe disse betingelser og samtidig foretage en omlægning af ATP's ægtefælleordning i retning af udbetaling af en engangsydelse ved dødsfald, uden at den økonomiske balance forrykkedes væsentligt til ugunst for egenpensionsydelserne.
Ved 2. behandling vedtog Folketinget et ændringsforslag om, at der også under fravær fra arbejdsmarkedet som følge af arbejdsløshed, sygdom, barsel og adoption kan indbetales bidrag til ATP. Ændringsforslaget var stillet af S i Arbejdsmarkedsudvalgets betænkning over lovforslaget og tiltrådt af SF, CD og RV.
Se også omtalen af lovforslag nr. L 157.
Lovforslaget vedtaget med 111 stemmer (S, KF, V, SF, FP, CD, RV og KRF); 1 (Kai Dige Bach (KF)) stemte hverken for eller imod.