L 144 Forslag til lov om ændring af lov om social bistand og lov om social pension.

(Ret til ophold på plejehjem m.v. i en anden kommune).

Samling: 1991-92
Status: Stadfæstet
Beh sammen med L 137 og L 151.

Efter 1. beh henvist til Socialudvalget (SOU).

Efter 2. beh direkte overgang til 3. beh.

Ved loven indføres en ret for ældre til at blive optaget i plejehjem og anden ældreegnet bolig i en anden kommune end opholdskommunen. Det er en betingelse herfor, at den ældre har visse nærmere angivne nærtstående boende i den anden kommune, som det er afgørende for den ældre at bevare en tæt kontakt til. Denne ret kan også gives, hvis der foreligger andre ganske særlige forhold, f.eks. religiøse grunde, der gør, at den ældre ønsker at blive optaget på et bestemt plejehjem i en anden kommune.

Det er en forudsætning, at den ældre opfylder betingelserne for at blive optaget i plejehjem, ældrebolig m.v. i såvel fraflytnings- som tilflytningskommunen. I tilflytningskommunen sidestilles den ældre med kommunens øvrige borgere ved optagelse/anvisning.

På baggrund af en aftale mellem regeringen og alle partier i Folketinget om lovforslag L 137, L 144 og L 151 fik loven sin endelige udformning ved vedtagelsen af ændringsforslag stillet af socialministeren. Om indholdet af aftalen henvises til omtalen af L 137.

Lovforslaget vedtaget enstemmigt med 125 stemmer (S, KF, V, SF, FP, CD, RV og KRF).
Partiernes ordførere
Grete Schødts (S), Jørn Pedersen (S), Eva Kjer Hansen (V), Pia Christmas-Møller (KF), Pernille Frahm (SF), Tom Behnke (FP), Bente Juncker (CD), Lone Dybkjær (RV) og Inger Stilling Pedersen (KrF)