L 108 Forslag til lov om ændring af lov om landinspektørvirksomhed.

(Landinspektørselskaber).

Af: Boligminister Svend Erik Hovmand (V)
Samling: 1991-92
Status: Stadfæstet
Efter 1. beh henvist til Boligudvalget (BOU).

Efter 2. beh henvist til fornyet beh i Boligudvalget (BOU).

Loven åbner mulighed for, at praktiserende landinspektører fra den 1. januar 1993 kan udøve deres virksomhed i selskabsform.

Loven indeholder en række betingelser for at drive landinspektørvirksomhed i selskabsform. Betingelserne skal sikre, at landinspektører er uafhængige af uvedkommende interesser, og at det særlige tillidsforhold i forhold til kunden kan bibeholdes.

Lovforslaget skulle ses som en parallel til den mulighed, advokater fik til at udøve advokatvirksomhed i selskabsform i medfør af en ændring af retsplejeloven fra juni 1990 (jf. L 150 i Årbog & Registre 1989-90 side 130).

Et flertal i Boligudvalget konstaterede i tillægsbetænkningen over forslaget, at der i forbindelse med gennemførelsen af lovforslaget kunne opstå problemer med skatteunddragelse i forbindelse med stiftertilgodehavender. Flertallet gik ud fra, at disse problemer ville blive løst inden den 1. januar 1993.

Lovforslaget vedtaget med 112 stemmer (S, KF, V og SF) mod 6 (FP)
Partiernes ordførere
Karen Jespersen (S), Bodil Thrane (V), Pernille Sams (KF), Pelle Voigt (SF), Kim Behnke (FP), Svend Aage Jensen (CD), Vibeke Grønbæk (RV) og Henning Lysholm (KrF)