Efter 1. beh henvist til Sundhedsudvalget (SUU).
Folketingsbeslutningen har følgende ordlyd:
»Folketinget opfordrer regeringen til inden den 15. oktober 1992 at fremsætte lovforslag om autorisation af psykologer efter følgende retningslinier:
1. Der meddeles titelbeskyttelse til akademisk uddannede psykologer, og der etableres en autorisationsordning for psykologer med akademisk uddannelse og 2 års efteruddannelse i praktisk psykologarbejde.
2. Der nedsættes et sagkyndigt autorisationsnævn, der har til opgave at godkende ansøgninger om autorisation og at føre tilsyn med psykologers virke. Nævnet sammensættes efter indstilling fra sundhedsministeren, socialministeren, Kommunernes Landsforening, Amtsrådsforeningen, Københavns og Frederiksberg Kommuner samt Dansk Psykolog Forening..«
Efter forslagsstillernes opfattelse var der et stort behov for psykologisk bistand, f.eks. i forbindelse med problemer, der opstod for
- røveri-, volds- og voldtægtsofre,
- trafik- og ulykkesofre,
- forældre og søskende til alvorligt psykisk syge børn,
- mennesker, der er ramt af en alvorligt invaliderende sygdom,
- pårørende til personer, der rammes af en alvorligt invaliderende sygdom og
- pårørende ved dødsfald (især børn, ægtefæller og forældre).
Den manglende autorisationsordning for psykologer betød, at alle kunne kalde sig psykolog, og markedet for psykologhjælp var derfor meget uoverskueligt. Det måtte derfor være et krav, at det offentlige henviste personer, der søgte hjælp, til autoriserede psykologer.
Beslutningsforslaget vedtaget med 78 stemmer (S, SF, FP, CD, RV og KRF) mod 41 (KF og V).