L 129 Forslag til lov om ændring af lov om vægtafgift af motorkøretøjer m.v.

(Afgiftsnedsættelse for campingvogne).

Af: Skatteminister Anders Fogh Rasmussen (V)
Samling: 1990-91 (2. samling)
Status: Stadfæstet
Efter 1. beh henvist til Skatteudvalget (SAU).

Efter 2. beh direkte overgang til 3. beh.

Efter loven nedsættes vægtafgiften for campingvogne fra halvdelen af satserne for personbiler til 32 pct. heraf, svarende til det afgiftsniveau for campingvogne, der var gældende før 1. juli 1990.

Afgiftsnedsættelsen har virkning fra og med den afgiftsperiode, der for det enkelte køretøj begynder den 1. april 1991 eller senere.

Den 1. juli 1990 blev 2. etape af nedsættelsen af benzinafgiften gennemført. Samtidig blev vægtafgiften for bl.a. benzindrevne personbiler forhøjet med 55 pct. Da vægtafgiften for campingvogne udgør halvdelen af afgiftssatserne for personbiler, blev denne ligeledes forhøjet med 55 pct.

Campingvogne er i sagens natur ikke omfattet af benzinafgiftsnedsættelsen. Derfor nedsættes vægtafgiften ifølge loven.

Lovforslaget vedtaget med 110 stemmer (S, KF, V, FP, CD og Marianne Jelved (RV)) mod 13 (SF, RV og KRF).
Partiernes ordførere
Anne-Marie Meldgaard (S), Mariann Fischer Boel (V), Christian Overdal Aagaard (KF), Jes Lunde (SF), Bente Juncker (CD), Ole Donner (FP), Elisabeth Arnold (RV) og Flemming Kofod-Svendsen (KrF)