L 106 Forslag til lov om ændring af lov om kommuneplanlægning og lov om lands- og regionplanlægning.

(Udvidet borgerdeltagelse).

Samling: 1990-91 (2. samling)
Status: Bortfaldet
Beh sammen med L 73-78 og L 104-105.

Efter 1. beh henvist til Miljø- og Planlægningsudvalget (MPU).

Formålet med lovforslaget var at styrke borgerindflydelsen på den fysiske planlægning. De væsentligste ændringer var forslag om adgang til vejledende folkeafstemninger i forbindelse med lokalplanlægning og kommuneplanlægning. Retsvirkningen af afstemningerne skulle være, at kommunalbestyrelsen ikke kunne vedtage et forslag endeligt før afholdelse af en sådan afstemning, der skulle kunne begæres af et mindretal på 1/3 af de stemmeberettigede inden for planforslagets område.

Endvidere blev det foreslået, at der på alle 3 planniveauer skulle udarbejdes alternative forslag. For regionplaners vedkommende skulle det dog kun ske i forbindelse med revisioner efter lands- og regionplanlovens § 17, stk. 1, 1. pkt. Endelig indeholdt lovforslaget en bestemmelse om pligt for amtsrådet til at forestå en oplysningsvirksomhed med det formål at fremkalde en offentlig debat om planforslaget.
Partiernes ordførere
Ole Løvig Simonsen (S), Hanne Severinsen (V), Eva Bente Møller (KF), Steen Gade (SF), Ernst B. Schmidt (FP), Addi Andersen (CD), Lone Dybkjær (RV) og Henning Lysholm (KrF)