L 197 Forslag til lov om ændring af lov om offentlige myndigheders registre.

Samling: 1989-90
Status: Bortfaldet
Efter 1.beh henvist til Retsudvalget (REU).

Lovforslaget indebar en ændring af lov om offentlige myndigheders registre, bl.a. således, at oprettelse af registre, der ikke indeholder fortrolige personoplysninger, skulle undtages fra loven bortset fra dennes bestemmelser om adgang til registerindsigt.

Videre skulle oprettelsesproceduren forenkles, således at kun registre med oplysninger om enkeltpersoners rent private forhold skulle behandles af det øverste administrative organ. Andre registre med fortrolige personoplysninger skulle kunne oprettes efter delegering, men i stedet skulle den oprettende myndighed én gang årligt udarbejde en beretning over, hvilke registre der det foregående år var oprettet, og hvert 4. år udarbejde en plan for personregistreringen.

Bestemmelserne om registerforskrifter skulle forenkles og afløses af standardforskrifter i form af bekendtgørelser.

Blandt andre foreslåede ændringer kan nævnes, at samkøring af registre med rent private oplysninger til andet end statistiske og videnskabelige formål skulle forbydes, og at reglen om udelukkelse af registerindsigt af hensyn til den registrerede selv skulle ophæves.

Ved 1. behandling af lovforslaget udtrykte justitsministeren og en række ordførere anerkendelse af det initiativ, SF havde taget med lovforslaget, idet der dog samtidig blev givet udtryk for, at der var behov for at tage hele lovgivningen om offentlige registre op til fornyet vurdering.

Retsudvalget afgav ikke betænkning over lovforslaget.
Partiernes ordførere
Lissa Mathiasen (S), Pia Christmas-Møller (KF), Elsebeth Kock-Petersen (V), Leif Hermann (SF), Knud Lind (FP), Kirsten Damgaard Lee (RV), Sonja Albrink (CD) og Inger Stilling Pedersen (KrF)